23948sdkhjf

Byudviklingsprojekt i Odense skal have ny projektchef

Den tidligere projektchef for ”Fra Gade til By”-projektet i Odense har fået en ny rådgiverfunktion. En ny projektchef forventes at være på plads snarest muligt
Jagten er gået ind på en ny projektchef til byudviklingsprojektet ”Fra Gade til By – omdannelse af Thomas B. Thriges Gade’” i Odense.

Svend Heegaard, som siden 1. marts 2011 har fungeret som projektchef, har nemlig fra 1. juli 2016 fået en ny rådgiverfunktion.

Han vil assistere frem til en ny projektchef er på plads, fortæller det samlede partnerskab bag Fra Gade til By, der roser Svend Heegaards arbejde.

”Svend Heegaard har med hans tunge projekterfaring fra både ind- og udland spillet en stor rolle i forhold til at have fået skabt den nødvendige fremdrift i projektet. Vi er derfor glade for, at Svend Heegaard har sagt ja til at assistere på afsluttende opgaver frem til, en ny projektchef er på plads, så vi bevarer kontinuiteten i projektet. Efter overdragelsen af projektchefopgaverne vil Svend Heegaard indtræde som medlem af styregruppen og varetage specifikke opgaver for partnerskabet herunder blandt andet salget af det samlede p–anlæg. Vi forventer, at en ny projektchef vil være på plads snarest muligt”, lyder det.

Ser frem til nye udfordringer

Svend Heegaard ser frem til sine nye opgaver i projektet.

”Jeg har været rigtig glad for min tid som projektchef for Fra Gade til By-projektet. Projektet har flyttet sig markant siden 2011, og det har været en spændende udvikling at være en del af. Projektet går nu ind i en ny fase, der primært omhandler konstruktion, og jeg føler derfor, at det er den rette tid for mig at overlade opgaven til en ny projektchef”, fortæller han og fortsætter:

”Jeg er meget glad for den tillid, partnerskabet har vist mig ved at tilknytte mig projektets styregruppe og glæder mig til min nye opgave i projektet”.

Svend Heegaard vil herudover fremadrettet arbejde med at rådgive inden for private og kommunale byudviklingsprojekter.

Læs også: " Alle byggegrunde i stort odenseansk byudviklingsprojekt er solgt ".

Fra Gade til By-projektet
Den firesporede Thomas B. Thriges Gade har siden 1960’erne skåret Odense midtby over i to dele. Nu skal området forvandles til en levende bydel
Omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade omfatter et areal på 51.000 kvm, og området strækker sig 700 meter gennem et byområde, som kan dateres tilbage til 1.000-tallet
Over jorden bygges cirka 53.000 etagekvm fordelt på tre kvarterer, som fortrinsvis består af boliger men også kontorer, butikker, kulturinstitutioner, restauranter og caféer
Planlægningen af projektet blev påbegyndt i 2008, og selve byggeriet startede i 2014, hvor gaden blev lukket for gennemkørende trafik. Hele byomdannelsen står færdig i 2020.
Arkitektfirmaet Entasis med rådgivere har tegnet det projekt, som nu er ved at blive realiseret
Kilde: Fra Gade til By


Status - “Fra Gade til By”
Med salget af de sydlige byggefelter til AP Ejendomme A/S er alle byggegrunde i Odenses store byomdannelsesprojekt solgt
Der er indgået entreprisekontrakter på de nordlige byrum og det sydlige parkeringsanlæg for i alt ca. 250 mio. kroner
Der er indgået projekteringsaftale for de sydlige byrum
Der er indgået operatøraftale vedrørende drift af det nordlige parkeringsanlæg med option for det sydlige anlæg
Den nordlige p–kælder er under opførelse og åbner i slutningen af september/begyndelsen af oktober 2016
Byggerierne i det nordlige projektområde forventes påbegyndt i september 2016

Udestående hovedaktiviteter (medio 2016 til udgangen af 2020):
Opførelse af det sydlige parkeringsanlæg
Projektering af de sydlige byrum
Udførelse af de nordlige og sydlige byrum
Salg af det samlede parkeringsanlæg
Kilde: Fra Gade til By
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094