23948sdkhjf

Skive-firma skal gøre gods til guld

Byggefirmaet Knudsgaard A/S fra Skive skal på den gamle godsbane i Aalborg opføre 62 lejligheder for Wagner Ejendomme
Det bliver Byggefirmaet Knudsgaard A/S fra Skive, der skal stå for opførelsen af 62 nye lejligheder til udlejning på Godsbanen i centrum af Aalborg.

Det meddeler bygherren, Wagner Ejendomme i Aalborg.

”Prisen har spillet en stor rolle, men for os var det ligeså vigtigt at finde en hovedentreprenør, som vi har en god kemi med. Den kemi har vi fundet hos Byggefirmaet Knudsgaard, der på vores møder har vist forståelse for, hvor vigtigt det er for os at være med i hele processen og følge byggeriet ned til mindste detalje, ja helt ned til hvor stikkontakterne skal sidde”, siger direktør Trine Wagner.

Godt 80 mio. kroner

For Byggefirmaet Knudsgaard er der tale om en ordre på den anden side af 80 mio. kroner. Byggeriet blev påbegyndt 1. juni og skal stå færdigt med udgangen af februar 2018.

”Vores ordre- og projektbeholdning har passeret en halv mia. kroner, og her kommer projektet for Wagner Ejendomme ind som et af vores største enkeltstående boligbyggerier for tiden. Vi er glade for den tillid, Wagner Ejendomme har vist os, og byggeriet på Godsbanen falder helt i tråd med vores vækststrategi mod større boligbyggerier for professionelle investorer og boligselskaber i Jylland”, siger direktør Lars Knudsgaard.

For Wagner Ejendomme er byggeriet på Godsbanen selskabets andet nybyggeri i området. Det første er på 56 lejligheder, der er indflytningsklare 1. september i år.

Det nye byggeri med Byggefirmaet Knudsgaard som hovedentreprenør bliver på syv etager med de to under jorden til parkeringskælder. På tagene bliver der fælles terrasser for beboerne med panoramaudsigt over byen, og i midten af byggeriet skabes et grønt område med en overdækket atriumgård med et springvand som centrum.

Erhverv i bunden

I stueplan bliver der et erhvervslejemål ud mod Jyllandsgade og et cafelejemål med udgang til Campustorvet. De 62 lejligheder bliver på to, tre og fire værelser i ni typer, de fleste med altan.

”Vi glæder os især til at følge byggeriet af parkeringskælderen med to parkeringselevatorer samt det grønne område med atriumgården”, siger Trine Wagner.

”Alene spunsvæggene i byggegruben skal bankes 17 meter ned i undergrunden, samtidig med at vi skal bortkøre mere end 17.000 tons jord. Det fortæller lidt om de dimensioner, vi arbejder med. Men Wagner Ejendomme har lavet et godt og gennemarbejdet projekt, som vi glæder os til at løfte i et samarbejde med Trine Wagner og Wagner Ejendomme”, siger projektleder Lars Kim Andersen.

Ud over bolig med tilhørende parkeringsplads, kan de kommende beboere se frem til en attraktiv adresse i et nyt og urbant boligområde med hurtig adgang til byens faciliteter og offentlig transport.

Sigh
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141