Nordjyder vil gøre det mere attraktivt at investere i mobilmaster
11 nordjyske kommuner indfører fælles retningslinjer for opstilling af mobilmaster. Det skal gøre det mere attraktivt at investere i bedre mobil- og bredbåndsdækning
Med de to fælles politikker bygges der dermed bro over kommunegrænserne, og de administrative barrierer sænkes for private teleleverandører, som i fremtiden gerne skal opleve det som både lettere og mere attraktivt at investere i forbedret mobil- og bredbåndsdækning i Nordjylland – til gavn for både borgere og erhvervsliv.
Aftalen indebærer en fælles model for fastsættelse af lejepriser på kommunale og regionale bygninger og grunde. Der er aftalt servicemål for den kommunale behandlingstid for gravetilladelser ved nedlægning af bredbåndskabler. Og det er aftalt, at der ikke stilles krav om bestemte mastetyper ved opstilling af nye mobilmaster.
Lokalt arbejde
”Digital infrastruktur er helt afgørende for os som en attraktiv kommune for bosætning og erhverv og som Nordjyllands største turismedestination. De nye politikker ligger helt i tråd med det arbejde, vi har igangsat i Jammerbugt Kommune, hvor vi blandt andet har nedsat to arbejdsgrupper sammen med repræsentanter for grundejere, erhvervslivet og teleudbyderne for at finde løsninger til hurtigere udbredelse af bredbånd og bedre mobildækning. Den gennemførte kortlægning og de fælles nordjyske politikker giver et godt grundlag for dette arbejde lokalt”, siger Henrik Hartmann Jensen, kommunaldirektør i Jammerbugt Kommune.
I projekt Bedre Bredbånd laves desuden en kortlægning af mobildækning i Nordjylland og der vil på tværs af kommunerne blive aftalt fælles servicemål og procedurer for ansøgning om og godkendelse af maste- og gravetilladelse til private leverandører. Desuden tages der initiativ til en tæt dialog og et muligt offentligt-privat samarbejde om digital infrastruktur i Nordjylland, de steder hvor de frie markedskræfter ikke selv sikrer udbredelsen af bredbånd.
Business Region North Denmark er initiativtager til projektet, som medfinansieres af Vækstforum Nordjylland.