Den grønne branches store markedsplads er blevet tilført nye kræfter. Det er tale om tidligere turistchef og projektleder i Visit Nordjylland, Dina Overgaard, som nu får overdraget stafetten som udstillingsleder for Have & Landskab. Og den udfordring er hun klar til, fastslår den 48-årige midtjyde.
”Jeg befinder mig faktisk som lidt af en bi i en blomsterhave, når virksomheder og samarbejdspartnere er mangeartede,” siger Dina Overgaard, der blandt andet har været tovholder på så forskelligartede begivenheder som det store karneval i Aalborg, Tordenskjoldsdagene i Frederikshavn, Muslingefestivalen i Løgstør, og surferparadiset Klitmøllers storstilede Cold Hawaii-event.