Et af kravene til de mange nye hospitaler, som opføres i Danmark lige nu, er en effektiviseringsgevinst på syv procent fra dag ét.
Det gælder også for Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg, og derfor er personalet blevet sporet på Akutmodtagelsen, Medicinsk Modtageafsnit og flere andre afdelinger.
”80 pct. af hospitalets udgifter går til løn. Personalet går rigtig meget i løbet af en dag. Derfor er det oplagt at se på, om vi kan reducere deres gå-afstande. Et regnestykke viser, at når vi fjerner 20 skridt om dagen pr. medarbejder, sparer vi 1 mio. kroner om året,” siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.