Den skarpe overenskomstmæssige opdeling mellem fagområderne el og vvs gør, at de danske teknikentreprenører er mindre konkurrencedygtige end udenlandske kollegaer. Det mener Bjørn Krarup, adm. direktør i Wicotec Kirkebjerg.
”Vi er bundet af de gamle og rigide overenskomster, som fokuserer på, hvad der er dit arbejde, og hvad der er mit arbejde. Derfor var det også positivt, at der var en debat på Tekniqs årsmøde i maj, hvor Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet var enige i, at vejen frem er samarbejde. Samarbejde gør, at vi kan optimere processerne, og det gør, at vi kan sænke omkostningerne til glæde for alle” siger Bjørn Krarup.