Teknikentreprenørerne tjener penge på det højeste niveau siden 2008, selv om et flertal af virksomhederne endnu ikke lever op til egne forventninger, når det handler om at forvandle aktivitet til indtjening. Det viser en ny brancheanalyse foretaget af Licitationen – Byggeriets Dagblad.
”Vi ser en markedssituation i 2016, som minder om 2015. Det ser fint ud volumenmæssigt, men markedet er stadig vanvittigt konkurrencepræget med et voldsomt fokus på pris,” siger Kemp & Lauritzen-direktør Allan Jørgensen.