Mere og mere førerstøtte
braheDer findes i dag teknologier, som kan være med til at reducere antallet af dræbte i trafikken. Men hvis alle biler i 2014 havde implementeret et avanceret nødbremsesystem, aktiv linjevogter samt fodgænger- og cykeldetektering, kunne 25 dødsulykker – eller 15 procent af årets dødsulykker - være undgået. Det viser Vejdirektoratets gennemgang af samtlige 168 dødsulykker i løbet af 2014 Samtidig viser Vejdirektoratets opgørelse, at 24 dødsulykker måske kunne være undgået, og at 119 ikke kunne undgås. ”Vi kan se, at automatisering af biler med den teknologi, der allerede findes i dag, kan være med til at reducere nogle af de mest alvorlige ulykker på vejene,” siger Andreas Egense, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse og fortsætter: ”Samtidig kan vi se, at der er en stor del af dødsulykkerne, som ikke kunne undgås, også selv om bilerne havde været opgraderet med de tre automatiserings-systemer. Det understreger, at der fortsat er behov for at arbejde med trafiksikkerhed på vejene”. Undersøgelsen er en del af Vejdirektoratets løbende arbejde med og fokus på trafiksikkerhed, den teknologiske udvikling og fremtidens biler på de danske veje. Og den giver et godt indblik i, hvor mange ulykker der kan forebygges med nogle af de førerstøttesystemer, som allerede findes i dag. ”Der kommer mere og mere førerstøtte ind i vores biler, men der vil gå lang tid, inden alle biler er fuldt ud selvkørende på alle veje under alle forhold. Og så er der for eksempel fodgængere og cyklister, som ikke bliver selvkørende. Det er derfor fortsat relevant at fokusere på andre tiltag, der kan øge trafiksikkerheden,” understreger Andreas Egense.