23948sdkhjf

Totalrådgiver er fundet til fornyelse af københavner-park

Remiseparken på Amager i København skal have et løft, og et team bestående af BOGL og Rambøll er udpeget til at stå for forbedringsarbejderne
16 teams var interesserede i opgaven, fem blev prækvalificeret og nu er BOGL og Rambøll udpeget til at stå for fornyelsen af Remiseparken på Amager i København.

De var samlet bedst på parametrene idéskitse, organisation og pris, som de prækvalificeredes tilbud er blevet vurderet ud fra, oplyser Dorthe Stender, projektleder i Københavns Kommune til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

”Nu underskriver vi kontrakt med dem, og så starter projekteringen efter sommerferien”, fortæller hun og oplyser, at stand still-perioden er udløbet.

Plads til alle aldre

Remiseparken er en offentlig park midt i det udsatte boligområde Urbanplanen, som er politisk prioriteret, og med fornyelsen er det meningen, at parken i højere grad skal blive en attraktion både lokalt og for resten af København.

I prækvalifikationsmaterialet har det lydt, at fokus med fornyelsen blandt andet er på at kombinere parkens natur med leg og læring og at skabe en skybrudsløsning, hvor ”en teknisk bassinløsning tænkes sammen med en landskabelig og rekreativ funktion på overfladen, hvor vandet kan bruges aktivt som en del af parkens funktioner”.

Hos BOGL og Rambøll har man netop fokuseret på at skabe en mere moderne park, hvor de nuværende kvaliteter styrkes. Der bliver skabt nye mødesteder, og der er gjort plads til alle aldre, fortæller Jens Linnet, kreativ direktør og stiftende partner hos BOGL.

”Det bliver en levende bypark”, fortæller han og fremhæver, at målet er, at parken både skal bruges som hverdagspark og som udflugtsmål.

Jens Linnet oplyser blandt andet, at en eksisterende bakke forhøjes, så legekvaliteter forbedres i form af for eksempel en bedre kælkebakke.

Parken åbnes mere op udadtil, der skabes flere aktiviteter i den sydlige del, som i dag er mere øde, og parken får en bedre sammenhængskraft med en gennemgående aktivitetssti som hovedåre, fortæller han og betegner fornyelsen som ”en drømmeopgave”.

Parken ventes færdig i 2020 og har et anlægsbudget på 46,7 mio. kroner.

De prækvalificerede
BOGL med Rambøll som underrådgiver
SLA med Niras, Learning Spaces og Aydin Soel som underrådgivere
Schønherr med Sweco, Blue Bakery og Kim Borch lysdesign som underrådgivere
Tredje natur med Orbicon, Birgitte Hoffmann og Gerlev legepark som underrådgivere
Møller og Grønborg med Alectia, Mutopia Arkitekter og Gemeinschaft som underrådgivere
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.267