23948sdkhjf

Kloakvirksomhed åbner i Aalborg

FKSSlamson etablerer afdeling i Aalborg og vinder rammeaftaler med Aalborg Kloak A/S
En af Danmarks ældste og største virksomheder inden for kloakservice, FKSSlamson, åbner helt ny afdeling i Aalborg. Tiltaget sker som led i en klar vækststrategi og som en konsekvens af, at FKSSlamson netop har vundet to store rammeaftaler med Aalborg Kommunes spildevandsselskab Aalborg Kloak A/S.

”Vi udfører i forvejen en del arbejde for en række kommuner i Nordjylland, herunder tømningsordninger for Aalborg, Brønderslev, Jammerbugten og Frederikshavn. Og med den nye rammeaftale med Aalborg Kloak A/S er der derfor rigtig god synergi i, at vi nu etablerer os 100 procent i Nordjylland”, siger Michael Sørensen, der er drift- og salgsdirektør hos FKSSlamson, i en pressemeddelelse.

Startskud til større nordjysk offensiv

FKSSlamson har indgået to fire-årige rammeaftaler med Aalborg Kloak, blandt andet om inspicering af nyetablerede kloakker samt almindelig drift, herunder tv-inspektion og spuling af ledningsnettet. En aftale, der stiller store krav til ansatte, materiel og kapacitet.

Samarbejdet skal ifølge Michael Sørensen ses som et startskud til en større offensiv i det nordjyske.

”Med det nye set up, hvor vi er tæt på kunderne, kan vi for alvor leve op til den stigende efterspørgsel, vi har oplevet fra blandet andet erhvervslivet i Nordjylland. Samtidig får vi nogle helt nye muligheder for at byde ind på opgaver, som vi tidligere trak os fra, fordi vi ikke havde det rette beredskab i nærområdet”, siger Michael Sørensen.

Stor afdeling i Aalborg

FKSSlamson er med sine flere end 60 år en af branchens ældste virksomheder. Virksomheden beskæftiger 110 ansatte og udfører - ud over tv-inspektion - et bredt udbud af kloak- og industriservices. Med den nye afdeling i Aalborg har FKSSlamson 10 driftsafdelinger fordelt over hele landet.

”Med 10 ansatte og mellem 6-10 spule- og tv-biler bliver afdelingen i Aalborg allerede fra start en af vores største afdelinger. Men med den efterspørgsel, vi allerede har oplevet, forventer jeg faktisk, at vi vokser og ansætter yderligere mandskab i løbet af de kommende år2, siger Michael Sørensen.

Aftalen med Aalborg Kloak A/S starter op 1. juli. FKSSlamson forventer at placere afdelingen tæt på motorvejen mod både Frederikshavn og Hirtshals.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156