23948sdkhjf

Fuld fart på jysk diamantskæring

Hos firmaet Øst- og Midtjysk Diamantskæring i Ikast er der travlhed, for der er stor efterspørgsel på dets specielle knowhow
Det går godt hos Øst- og Midtjysk Diamantskæring i Ikast. Firmaet har godt at lave, og det tegner lyst for fremtiden. Stifteren af firmaet, Henrik Laursen, startede firmaet i 2002, Siden er det faktisk gået flot fremad, og i dag har han 19 biler og 20-23 medarbejdere. Og han er ikke længere alene om at drive virksomheden. I 2003 ansatte han Erling Pedersen, som nu ejer 50 procent af virksomheden.

Da vi kommer på besøg, er der pludselig et lille hurtigt møde ved tavlen, hvor de to diskuterer, hvem der nu skal ud på en ny opgave.

Dag til dag

”Her er der ikke tale om flere måneders planlægning. Det er meget ofte fra dag til dag, og det kræver, at man har et rigtigt godt overblik over, hvem der er hvor, og hvordan man skal fordele ressourcerne, siger Henrik Laursen.

De to har set sig nødsaget til at opstarte en afdeling i Aarhus, og det sker ganske enkelt for at være tættere på kunderne og den store byggeaktivitet, der er. Når kunderne ringer kan det være alt fra nedbrydere og entreprenører til vvs- og elfirmaer, der skal have boret eller skåret.

”Vi oplever faktisk ofte, at vi skal ud og lave tilpasninger af betonelementer, der af den ene eller grund ikke passer til det, de er leveret til. Derfor skal vi også reagere og arbejde hurtigt, fordi der oftest står andre og venter på at komme til”, siger Henrik Laursen.

Og økonomisk kan firmaet godt være med.

”Vi har altid fokuseret på at tjene pengene, inden vi brugte dem, og så bruge knap så mange, som vi tjener. Det er godt for forretningen, men det giver selvfølgelig også en langsommere vækst, når man som os vil være selvfinansierende”, siger Henrik Laursen.

Godt for sjælen

”Jeg vil nemlig gerne sove roligt om natten og vide, at vi kan betale regningerne. Det er vigtigt for min sjælero, og det giver langt mindre stress”, siger han.

Virksomheden går meget op i medarbejderpleje.

”Her forholder det sig sådan, at vi beholder vore folk længe. Det betyder at de kender deres metier, og at vi kan stole på dem. Derfor laver vi mange arrangementer, og hygger og sammen med jævne mellemrum, hvor familierne også er med. Det giver tryghed og nærvær, og det kan vi godt lide”, siger han.

Firmaet har regnskabsafslutning pr. 30. juni, og de to indehavere regner med, at det går frem i år, som det har gjort de sidste tre-fem år.

Firmaet arbejder blandt andet på DNU og DNV og har en længere række af andre større arbejder i gang.

”Men det er fortsat sådan at al planlægning til næste dag forgår efter kl. 15 om eftermiddagen, for først der har vi ordrerne klar”, fortæller Erling Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25