DAGENS LEDER: Politisk vægelsind udhuler vejkapitalen
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Det akutte vedligeholdelsesefterslæb er beregnet til 4,9 mia. kr. For alle veje er investeringsbehovet frem til 2020 beregnet til et sted mellem 50 og 75 mia. kr.
Og hvad værre er: Ved ikke at forsøge at indhente efterslæbet bliver regningen højere og højere og vejenes tilstand ringere og ringere. Det er en ufattelig ondsindet spiral.
Formanden for brancheforeningen Asfaltindustrien, Hans Oluf Krog, fremhæver andetsteds her i bladet, at det bliver dyrt for de danske skatteydere, hvis man ikke kommer i gang fordi det koster to-tre gange så meget at lappe på en forfalden vej i forhold til at vedligeholde den i tide.
Helt basalt handler det om penge, og det handler om planlægning.
Men det handler også om politisk vilje og evne til at se, at det kan betale sig at forrente vejkapitalen fornuftigt.
Der er bundet ufatteligt mange penge i de danske veje, og det er helt uden for almindelig fatteevne, at de, der opkræver og fordeler pengene, tilsyneladende ikke har hverken indsigt eller overblik til at forvalte den store og meget betydningsfulde samfundskapital.
Og tilsyneladende heller ikke har vilje, evner eller gejst til at indhente vedligeholdelsesefterslæbet.