23948sdkhjf

Silkeborg lægger an til en helt speciel motorvejsåbning

Der er hektisk travlhed før Silkeborgmotorvejen kan indvies med royalt besøg den 11. september
Der kommer mange gæster. Rigtig mange. Og der kommer også fine gæster, når Silkeborg giver datoen 11. september en helt anden og anderledes positiv klang, end den er blevet forbundet med siden 2001.

Søndag den 11. september 2016 bliver dagen, hvor der sættes endeligt punktum for årtiers diskussioner og planer. ”The missing link” – vejstumpen i midten – indvies.

”Om vi skal have en rød løber på den sorte asfalt – det ved jeg ikke endnu. Men der planlægges på livet løs og samtidig har vi travlt med at få den sidste asfalt på, alle trafiktavlerne op og alle systemerne til at fungere – også i tunnelen”, siger Mike Boesen, projektleder ved Vejdirektoratet.

Han er i spidsen for færdiggørelsen af de i alt 29 kilometer, der fremover vil være Silkeborgmotorvejen. Af dem åbnede de østligste 12 kilometer i 2014. Nu arbejdes der ihærdigt på at gøre de resterende 17 kilometer klar til åbning om godt tre måneder. Nemlig det motorvejsstykke, der har manglet på strækningen fra Aarhus til Herning.

Det er kun de 29 kilometer i midten af hele strækningen, der lyder navnet Silkeborgmotorvejen. De to allerede eksisterende motorvejsstykker – vest for Silkeborg mod Herning og øst for Låsby mod Aarhus – vil også fremover hedde Herningmotorvejen.

”Datoen den 11. september har været oppe at vende. Men der er jo sket et eller andet på alle datoer, og den 11. september 2016 er vejen altså færdig. Derfor indvier vi den”, forklarer Mike Boesen.

Noget resterer

De fleste af de involverede entreprenører skal faktisk være færdige med deres arbejder allerede den 30. juni. Derefter er der så et par måneder til mangelafhjælpning, der skal afvikles sommerferie, og der skal gennemføres beredskabsøvelser i tunnelen – de 330 meter overdækkede meter af motorvejen ved Gødvad Bakke.

”Når Kronprins Frederik klipper snoren søndag den 11. september, er vi alligevel ikke helt færdige. Vi har nogle reststykker af jord langs motorvejen, hvor vi har eksproprieret jord, men ikke brugt det hele. Der ligger måske en halv snes grunde med den ultimative motorvejsbeliggenhed, som vi skal have solgt til virksomheder”, siger Mike Boesen.

Også et par tilslutningsanlæg er på to do-listen over projekter, som først kan gennemføres, når trafikken er sluppet løs på den nye motorvejsasfalt tværs gennem Silkeborg.

Både helt centralt ved Ansvej/Nørreskov Bakke og i den østligste ende ved Hårup kører trafikken på de kommende ramper, mens motorvejen bygges. Først omkring jul vil det være muligt at føje de to sidste tilkørsler til den færdige motorvej.

Den helt aktuelle status fortæller, at entreprenørerne er ganske langt med det sidste af asfaltarbejdet.

”Mentalt betyder det meget at få asfalten på. Dermed begynder vejen at ligne – en vej. Derefter skal vi have autoværn, belysning, beplantning, skilte og mange andre ting på plads. Den lange støjskærm ind gennem bystrækningen skal gøres færdig. Oven på det lange stykke motorvej med spunsvægge på begge sider monteres en kant, som får karakter af en sinuslinje, og som skal være med til at gøre det til en god oplevelse af køre igennem Silkeborg ad motorvejen”, forklarer projektlederen.

Fra stat til kommune

I samme øjeblik, som Kronprinsen klipper snoren og erklærer Silkeborgmotorvejen for åben, skifter den nuværende ringvej omkring Silkeborg karakter fra statsvej til kommunevej.

Rute 15 holder simpelthen flyttedag, så den følger motorvejen. Silkeborg Kommune overtager den gamle rute 15, som fremover skal med på det kommunale budget. Derfor er en del af Vejdirektoratets opgave også at sikre, at ringvejen afleveres til kommunen i en god stand.

Lang proces

Der er gået næsten otte år, siden den politiske aftale om Silkeborgmotorvejen blev indgået. Men hele spillet omkring linjeføringen startede langt tidligere.

I tidens løb har et utal af linjeføringsforslag været bragt i spil. I finalerunden var feltet skrumpet til to forslag: Enten skulle motorvejen føres gennem Silkeborg i den såkaldte Ringvejslinjen. Eller også skulle den sendes nord om Silkeborg i Resendallinjen. Så kom en lokal borger på en høring i 2002 og blandede de to linjer sammen til det, der blev kendt som Kombilinjen.

Den tog bedst hensyn til de naturmæssige værdier omkring Gudenåen, mente den daværende regering. Og så skar daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) igennem både diskussionen og byen og fastslog, at Silkeborgmotorvejen skulle være, som den bliver den 11. september.

Læs også: " Silkeborg holder kæmpe vejfest ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172