Maskindemo i den jyske muld
Pon-Cat og Mercedes satte fredag for alvor tænderne i det jyske grus ved en stor maskin- og entreprenørlastbil-demo hos JJ Sten & Grus i Låsby
4
Billeder

Leif, Søren og Jesper Markussen, hhv. 63, 31 og 34 år. Søren i midten har næste generation parat, en lille purk der også er med til maskindag, men har travlt med at kigge sig omkring. (Foto: Sigh)
Der var denne gang omkring 500 gæster og det er plus børn og andre pårørende.
”Vi er virkeligt godt tilfredse med fremmødet begge steder, og det giver os en idé om, hvad der skal til for at møde kunderne på den rette måde”, sagde kommunikationsmedarbejder Lars Poulsen efterfølgende.
Nok at se på
Og der var nok at kigge på. Både de store Mercedes Actros-entreprenørbiler, der fik ladet fyldt i løbet af et øjeblik, til de store CAT-dozere og gravemaskiner. Og rigtig mange maskinførere var ude at prøve kræfter med maskinerne, og det er i virkeligheden det, Pon gerne vil have sker.
”Vi har jo altid kørt den filosofi, at det er godt at få førerne ud at køre med maskinerne. Så får de nærkontakt, og kan bedre sætte sig ind i maskinen” siger Lars Poulsen.
En gammel kending, Søren Markussen fra Skave, var mødt frem sammen med familien. Søren er stor CAT-fan og har tidligere vundet flere store maskinførerkonkurrencer.
Han havde taget sin bror Jesper med samt den ældre generation, Leif Markussen. Sammen driver de tre en entreprenørforretning i Skave og har i øvrigt lige købt et par nye maskiner.
”Vi har købt en CAT 312 på biodiesel og en Bergman-dumper, sidstnævnte er købt hos JMM. Vi arbejder meget i bløde naturområder, hvor det er et krav med bio-olien, og da det er et område, vi gerne vil dyrke og udbygge, sørger vi naturligvis for, at maskinerne lever op til kravene, fortæller Leif og Jesper Markussen, mens Søren har travlt med at afprøve en CAT -gravemaskine af de lidt større.
Han er ikke helt tilfreds med hydraulikken på den maskine, han hopper ned fra, men det er heller ikke det samme system, som entreprenørvirksomheden selv får leveret sine CAT-maskiner med.
”Det er jo individuelt, hvad man arbejder godt med”, siger Søren Markussen.
De tre har nok at lave i den lille virksomhed, hvor de beskæftiger 8-10 medarbejdere.
”Egentlig laver vi jo alt. Lige fra naturgenopretning til nedbrydning og vognmandskørsel, så det er lidt af en blandet landhandel, siger Leif Markussen.
De tre ejer ligeværdigt hver en tredjedel af forretningen.
”Vi har bare besluttet, at det med generationsskiftet, det skal glide lettest muligt. Derfor har vi forberedt det. Jeg er 63 år, men vil da gerne fortsætte nogle år endnu, så vi mener at vi har styr på det”, siger Leif Markussen med et lunt smil.
Han glæder sig til at komme ud i naturen den kommende tid til grødeskæring. Firmaet har et par flydepramme med påmonterede maskiner til beskæring af vandløb, søbredder med videre, og det er et arbejde Leif Markussen nyder.