23948sdkhjf

Boligselskaber ønsker nemmere adgang til digital post

Den nye postaftale kan gøre det svært for boligselskaber at sende rykkerbreve og opsigelser af lejemål ud til tiden
Den nye postaftale, der træder i kraft fra 1. januar 2017, betyder, at de almene boligudlejere kan havne i et stort post-kaos.

Postaftalen, som er indgået af et bredt flertal i Folketinget, betyder nemlig, at A-brevet og dag-til-dag leveringen ophæves. Derfor kan boligadministrationer få svært ved at leve op til almenlejeloven.

De almene boligselskaber bruger mange ressourcer på at sende huslejeopkrævninger, rykkere og øvrig post ud til beboerne, som de ligeså godt kunne få elektronisk –men loven forhindrer det.

Her er rykkerbreve for manglende huslejebetaling et godt eksempel. I dag begrænser almenlejeloven nemlig, at brevet kan sendes digitalt. I praksis betyder det, at udlejere er nødt til at sende brevene med A-post og som anbefalet, hvis man vil have fuld sikkerhed for, at brevet er kommet frem til lejer. Men den nye postaftale vil ophæve A-brevet, hvilket gør det umuligt at leve op til kravene.

”De (breve, der angår ophævelse af lejemål og påkravsskrivelser som følge af manglende betaling af husleje, red.) er nogle af de breve, der er mest indgribende i et lejeforhold. Derfor undrer det også, at sådanne breve ikke med den nuværende lovgivning kan sendes digitalt, så både lejer og udlejer har sikkerhed for, at sådanne helt særlige breve når frem”, siger boligadvokat i Domea.dk Henrik Meden i en pressemeddelelse.

Domea.dk er en non-profit almen bygge- og boligadministration, som består af almene boligorganisationer over hele Danmark, der tilsammen ejer 55.000 almene lejeboliger og arbejder for at give beboerne mest mulig service for pengene. I nogle tilfælde kan boligselskabet og lejeren aftale, at kommunikationen kan foregå digitalt – men ikke altid.

”Siden den 1. januar 2004 har det været muligt at gøre brug af digital kommunikation i en række tilfælde, hvor den almene lejelovgivning ellers førhen har stillet et ubetinget krav om skriftlighed mellem lejer og udlejer. Dette kræver blot, at lejer og udlejer indgår en aftale om, at der kan kommunikeres digitalt”, siger Henrik Meden.

Derfor efterlyser Domea.dk nu, at boligselskaberne og boligadministratorerne får adgang til e-boks

Brug af digital kommunikation kan medføre betydelige administrative besparelser og giver samtidig en god sikkerhed for, at for eksempel et vigtigt brev er kommet frem til enten lejer eller udlejer til tiden.

”Men almenlejeloven lægger en begrænsning for, hvilken type af breve der kan sendes digitalt mellem lejer og udlejer, selv om der er indgået en aftale om, at kommunikationen skal ske digitalt”, siger Henrik Meden.

Store udgifter til porto

Boligudlejning er i forvejen administrativt tungt, og mange lejere foretrækker at modtage post elektronisk, men lovmæssigt er udlejere og boligadministrationer tvunget til at kaste beboernes penge efter porto. Domea.dk bruger således årligt lidt over 1,1 mio. kroner til porto og frankering

Henrik Meden håber, at boligminister Inger Støjberg (V) vil tage initiativ til en ændring af almenlejeloven, så udlejerne og boligadministrationerne på sigt kan kommunikere digitalt med lejerne på lige fod med eksempelvis det offentlige eller forsikringsselskaberne.

brahe
Læs mere om: post
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095