23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Alectia, Aalborg Portland, Loxam, Sønderborg Kommune og Søgaard Industri A/S
Alectia

Jens Jørgensen er ansat som ny områdechef i divisionen for miljø, energi og vand hos rådgivningsvirksomheden Alectia.

Han er uddannet ingeniør og kommer fra en stilling som afdelings- og kontorleder hos rådgivningsvirksomheden Geo i Aarhus, hvor han har arbejdet de seneste 18 år. Jens Jørgensen har mere end 27 års erfaring med rådgivning, ledelse og ressourcestyring inden for bygge- og anlægsbranchen og har arbejdet med jord, geoteknik og miljø i mange år.

Hos Alectia får Jens Jørgensen ansvar for at udvikle divisionens rådgivningsområde, som blandt andet omfatter klimatilpasning, naturgenopretning og miljøopgaver.

Aalborg Portland

Philipp Raich er ansat som ny produktionsdirektør hos cementproducenten Aalborg Portland.

Han er uddannet diplomingeniør med fokus på blandt andet keramiske materialer og råvareforberedelse og har over 20 års erfaring inden for cementindustrien fra en række forskellige roller i Lafarge (nu Lafargeholcim), hvor han har været ansat siden 1995 og blandt andet arbejdet som plant manager i Tjekkiet, Serbien, Schweiz og senest som head of expert services i Østrig.

Hos Aalborg Portland får Philipp Raich ansvaret for 210 medarbejdere og en årlig cementproduktion på 1,5 mio. tons grå cement og 0,7 mio. tons hvid cement. Han skal stå i spidsen for den fortsatte udvikling af produktionsanlægget i Aalborg, hvor en række større investeringer skal gøre det muligt at øge anvendelsen af alternativ energi som erstatning for fossile brændsler.

Philipp Raich tiltræder sin nye stilling 1. september.

Loxam

Lisbeth Juel Nielsen, 51 år, er ansat som kreditormedarbejder hos materieludlejningsvirksomheden Loxams administration i Karlslunde.

Lisbeth Juel Nielsen kommer fra en stilling som regnskabsmedarbejder hos legetøjsgrossisten Top-Toy A/S, hvor hun har været ansat de seneste 33 år.

Sønderborg Kommune

Henrik Littau-Jensen, 46 år, er ansat som drifts- og anlægschef i Sønderborg Kommune.

Han er uddannet bygningskonstruktør og byggeøkonom og har en diplomuddannelse i ledelse fra 2014. Henrik Littau-Jensen kommer senest fra en stilling som ejendomschef i pumpekoncernen Grundfos. Tidligere har han arbejdet som afdelingschef i byggeri- og ejendomsafdelingen samt som beredskabschef i Holstebro Kommune.

Henrik Littau-Jensen tiltræder sin nye stilling i næste uge.

Søgaard Industri A/S

Bo Rasmussen er ansat i en nyoprettet stilling som salgsdirektør hos stålkonstruktionsentreprenøren Søgaard Industri.

Bo Rasmussen er uddannet ingeniør og kommer fra en stilling som adm. direktør hos kompositmaterialevirksomheden Falck Schmidt ACE, hvor han igennem de seneste fem år har arbejdet med forretningsudvikling.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172