23948sdkhjf

Rådgivning handler om mere end bygninger

Livet som rådgiver er en konstant læringsproces, siger bygningskonstruktur Thomas Friis Hansen, som tilstræber at kunne holde hovedet koldt under selv den mest tilspidsede debat - og altid være på bygningens og beboernes side
For den 33-årige bygningskonstruktør Thomas Friis Hansen er jobbet som rådgiver mere end renovering af bygninger og ejendomme.

Det handler også om personlig udvikling; at være vidende om egne kompetencer og bruge dem fuldt ud for at kunne tilfredsstille de kunder, han har som projektleder.

”Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at det er byggeri, jeg beskæftiger mig med. Men det er ikke det vigtigste for mig. Det spændende består i at styre et projekt fra start til slut, uanset størrelse og kompleksitet. Renoveringer er udfordrende, da de involverer mange typer af mennesker, som jeg skal samarbejde med, og samtidig skal jeg styre økonomi og planlægning”, siger rådgiveren til Arkbyg.

Offentlig og privat rådgiver

I over et år har Thomas Friis Hansen været projektleder hos rådgivervirksomheden Gaihede. Han har allerede ledet og afsluttet større renoveringer af ejendomme.

Trods sin unge alder er han en erfaren rådgiver med fortid i arkitektfirmaet Arkitema og som byggesagsbehandler i Greve Kommune. Han har også haft sin egen rådgivningsvirksomhed.

Sideløbende med sine job har han videreuddannet sig med diplomuddannelse i projekt- og forandringsledelse.

Og netop forandring og ledelse er to ord, der hører til Thomas. Han insisterer på at ville udvikle sig som rådgiver og projektleder.

Individuel plan

I stedet for den årlige mus-samtale har Gaihede indført en såkaldt momentum-plan, hvor alle i virksomheden udfærdiger en individuel plan for udvikling af egen faglighed og praksis.

14 dage årligt er der den såkaldte Gaihede-træning, som går fra undervisning i det teknisk faglige til fokus på personlig udvikling og forandring.

”Som rådgiver bruger du din personlighed hver dag. Vores rygsæk er fyldt med standarder, retningslinjer og praktiske færdigheder, men måden, vi agerer og kommunikerer, er også uhyre vigtig. Vi skal kunne begå os til et beboermøde med hundreder af fremmødte beboere og tale med entreprenører og håndværkere. Vi skal kunne bevare roen under en tilspidset debat og være helt saglige, når vi peger på den bedste løsning for bygningen og beboerne”.

Plads til udvikling

Thomas Friis Hansen er overordnet tilfreds med sin måde at være rådgiver på, men han ved også, at der er områder, som kan udvikles.

”Det falder mig naturligt at tale med de fleste håndværkere, myndigheder og kunder. Men der er situationer, hvor jeg skal være bedre til at kommunikere, og det arbejder jeg med”, siger han.

Det sker gennem hans momentumplan, hvor der er faste forløb med holdleder og de andre kolleger på holdet.

”Ingen er perfekt, og det bliver vi heller ikke. Men vi har en pligt til udfordre os selv og videndele, så vi bliver bedre og mere fokuserede.

Som projektleder kan Thomas Friis Hansen både bruge sin faglighed, tage beslutninger og erkende sine begrænsninger.

”Opbygningen her fungerer rigtig godt for mig, men det kræver ærlighed, selvdisciplin, og at man tager sig selv og sit arbejde seriøst”, siger han.

kargaard
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.329