23948sdkhjf

Byggeriet har tabt mest under krisen

Ny rapport fra Dansk Byggeri viser tilbagegang i beskæftigelse på 12 procent. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kalder de seneste ti år ”det tabte årti”
Røde tal på bundlinjen og folk sendt hjem med fyresedler. Sådan ser virkeligheden i byggeriet ud ifølge en ny analyse fra brancheorganisationen Dansk Byggeri, der har set på en række branchers nøgletal inden for beskæftigelse og bruttoværditilvækst i perioden 2005 til 2015. Her bevæger service-, videns- og oplevelsesøkonomien sig frem i pænt tempo, mens de traditionelle brancher som landbrug, transport, industri og byggeri ikke har formået at komme sig efter finanskrisen.

”Selvom finanskrisen i de flestes bevidsthed er langt væk, så bløder de gamle brancher stadig. De har mistet mange arbejdspladser, og de er kun med museskridt begyndt at rejse sig igen. Virksomheder inden for service-, videns- og oplevelsesøkonomien er landet langt bedre på benene oven på fem-seks år med økonomisk krise”, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Tabte arbejdspladser

I dag er den samlede beskæftigelse i Danmark tilbage på samme niveau som i 2005, og der er endda en lille fremgang på 1,3 procent. Men antallet af arbejdspladser er fordelt meget forskelligt i de enkelte brancher. I byggeriet er der således en tilbagegang på hele 12 procent. På trods af de kritiske tal, får det ikke alarmklokkerne til at bimle hos Dansk Byggeri.

”Når beskæftigelsen i de gamle brancher svinder ind, er det en ubarmhjertig konsekvens af samfundsudviklingen, og finanskrisen har været med til at trække linjerne op. Bare det, at alt foregår elektronisk i dag, gør, at de gamle brancher fylder mindre på det danske arbejdsmarked end tidligere. Faktisk kom byggeriets bruttoværditilvækst i 2015 præcis op på samme niveau som i 2005, men med næsten 21.000 færre beskæftigede. Det indikerer, at det nok ikke står så slemt til med byggeriets produktivitet, som vi ofte får skudt i skoene”, siger Bo Sandberg.

Tabte årti for private

Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betegner man perioden 2008-2018 som det tabte årti for de tre private erhvervsgrupper service, industri og bygge/anlæg. Ifølge en nyligt udkommet analyse herfra var der en jobfremgang på 32.500 personer sidste år inden for de tre grupper, og hvis den svage vækst fortsætter på nuværende niveau, vil 8.500 færre personer komme i beskæftigelse i år i forhold til sidste år.

”Byggeriet er lidt af et mysterium, fordi at den relativt lave aktivitet i princippet ikke har berettiget til den høje beskæftigelsesfremgang, som vi har set i byggeriet. Noget kunne tyde på, at virksomhederne har hamstret arbejdskraft og har holdt på medarbejderne, hvis nu opsvinget kommer. Men hvis væksten bliver ved med at snegle sig afsted, så vil vi altså se en opbremsning i jobfremgang her også”, siger Erik Bjørsted, cheføkonom hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Læs også: " Byggeriet står foran jobvækst ... ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125