23948sdkhjf

Arkil løber med titlen som danmarksmester i arbejdsmiljø 2015

Kåringen sker i et samarbejde mellem 3F og Asfaltindustrien og formålet med prisen er at skabe opmærksomhed omkring arbejdsmiljøet i asfaltbranchen og sikre et højt sikkerhedsniveau
3F og Asfaltindustrien kårer hvert år en Danmarksmester i Arbejdsmiljø, og Arkil A/S er netop blevet udvalgt som den virksomhed, der løber med titlen og vandrepokalen i 2015.

Formålet med kåringen er at skabe opmærksomhed om arbejdsmiljøet i asfaltbranchen og sikre et højt sikkerhedsniveau.

For at vinde skal man som virksomhed klare sig godt både i den årlige ulykkesstatistik og i efterårets kampagne, hvor udvalgte asfalthold får besøg af Asfaltindustriens arbejdsmiljøkonsulent til en snak om nærved-ulykker, og hvordan man som virksomhed kan lære af dem.

Ulykkesstatistikken vægtes højest, og i 2015 var det altså Arkil, der klarede sig bedst. Virksomheden har lige over 150 ansatte i asfaltdivisionen og havde i 2015 kun en enkelt ulykke med fravær.

”Arkil har klaret sig rigtig godt i ulykkesstatistikken”, siger Trine Leth Kølby, arbejdsmiljøkonsulent i Asfaltindustrien.

Det er første gang, at Arkil løber med titlen, og det er ikke overraskende til stor glæde for virksomheden.

”Det er vi selvfølgelig stolte af. Vi har haft stor fokus på området”, fortæller divisionsdirektør i Arkil A/S Asfalt, Lars Kim Jørgensen.

Han oplyser, at virksomheden blandt andet prioriterer et vedholdende fokus på indberetning af nærved-uheld, og at de har undersøgt, hvor ulykkerne sker. Det har vist sig primært at være i forbindelse med reparation af maskiner, og derfor er værkstederne blandt andet blevet set igennem og ting, medarbejderne for eksempel kan snuble over, er blevet fjernet.

Derudover kommer også den daglige omtale af arbejdsmiljøet.

”Det tror jeg også, hjælper på det”, siger Lars Kim Jørgensen, der påpeger, at det er et godt signal, at arbejdsmiljøet er i orden, men om det gør, at folk for eksempel i højere grad søger til virksomheden er svært at sige.

”Men det kan vi da håbe”, siger han.

Vandrepokalen er allerede blevet overrakt virksomheden. Det skete i forbindelse med Arkils årlige efteruddannelsesdag for arbejdsmiljørepræsentanter og -ledere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.283