23948sdkhjf

Opkøb får ingen indflydelse for dansk importør af fejemaskiner

Schweiziske Buchers køb af dansk slamsuger-producent skaber ikke bekymring hos Buchers danske importør af fejemaskiner
Det blev studeret med interesse i Lind ved Herning, da den schweiziske maskinkæmpe Bucher forleden overtog den danske producent af slamsugere J. Hvidtved Larsen A/S i Silkeborg.

Og så heller ikke mere end interesse. Den danske importør og forhandler af Bucher-fejemaskiner, Helms TMT-Centret A/S, holder nemlig i bogstavelig forstand sugeslangen over jorden.

”Jeg tror, at Bucher kan finde god synergi ved at overtage et firma, der laver slamsugere. Men det får ingen betydning for os. Vi holder os til at levere og servicere fejemaskinerne, hvor Bucher er i front på verdensplan med tæt på 20 procent af markedet for maskiner fra én til otte kubikmeter”, fortæller Allan Helms, medindehaver af Helms TMT-Centret.

”Vores opgave vil fortsat være at køre Bucher ordentligt ind på det danske marked. Vi overtog importen i 2010, og vi kan notere en stadig opadgående kurve. Men vi har stadig meget at gøre. Der er mange spillere på banen for fejemaskiner i forhold til totalmarkedet”, konstaterer Allan Helms.

I slutningen af maj slås portene op for verdens største messe for vand, spildevand, råstoffer og affaldshåndtering, IFAT i München. Her ruller Bucher ind med en verdenspremiere på en ny fejebil, som Allan Helms betegner som ”næsten emissionsfri”.

Der bliver tale om en videreudvikling af Buchers allerede kendte CityCat 2020. Nemlig en eldrevet udgave.

”CityCat 2020 er helt ideel til arbejde i bymiljøer, hvor fejning ofte sker tidligt om morgenen. Det vil kunne foregå stort set uden støj med ev-modellen, som bliver Buchers første elektriske maskine. Miljømæssigt er der også en meget stor gevinst på emissions-kontoen. En enkelt maskine kan spare omkring 26 tons emission om året”, siger Allan Helms.

2020-modellen ligger midt i det felt af Bucher-maskiner, som Helms TMT-Centret har på paletten til det danske marked. Her er den CityCat 1000 den mindste maskine, mens CityCat 5006 er topmodellen.

Klar til kamp

”CityCat 5006 er den første kompakt-fejemaskine i fire kubikmeter-klassen, men i øvrigt med kapacitet til langt over de fire kubikmeter. Den er faktisk klar til at tage konkurrencen op med de små, lastbilmonterede fejemaskiner. Alt er automatisk styret på den nye 5006, som i virkeligheden er nemmere at køre med end mange små fejemaskiner”, forklarer Allan Helms.

Den store CityCat er med opgraderet Euro6-motor. Beholderens nettovolumen er 4,3 kbm, men brutto rummer den 5,6 kbm. Maskinens tank til rent vand er på 880 liter.

Dermed sigter topmodellen mest mod kommuner og vejserviceentreprenører. Den lille én kubikmester maskine CityCat 1000 henvender sig til boligselskaber, ejendomsservice-firmaer, store virksomheder og til kommunernes tættere bymiljøer.

Fej med en fejemaskine

”Bucher-maskinerne kan også monteres med forskellige redskaber som kost og sneudstyr. Men de er skabt som fejemaskiner. Jeg forstår godt filosofien med at bruge en maskine til flere ting, når det nu er muligt. Det kan også være fornuftigt, når behovet for fejning kun udgør en lille del, og så vælger køberne ofte en redskabsbærer med fejeudstyr. Men når der skal være tale om professionelle løsninger, er det bedre at bruge en specialmaskine til det, som den nu er bygget til og dermed er optimal til”, siger Allan Helms.

Derfor er han vejledning til kunderne ganske enkel:

”Klar fejningen med en fejemaskine. Brug en lille traktor til sneen”.

Bucher ejer konkurrenten
J. Hvidtved Larsen A/S med slamsugerne er ikke den eneste interesse, den schweiziske Bucher-koncern har i Silkeborg. I forvejen ejer Bucher Municipal også fabrikken Beam A/S i Them blot få kilometer syd for Silkeborg. Ligesom Bucher selv, producerer Beam fejemaskiner.
Beam koncentrerer sig dog om specielle lastvognsmonterede fejemaskiner og producerer tillige højtryksudstyr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125