23948sdkhjf

Dansk arkitektur vækker genklang i Kina

Tegnestuen Schmidt Hammer Lassen Architects har fortsat succes i Kina. Shanghai-kontoret har fået hul igennem til flere prestigefyldte projekter
For en endnu hemmeligholdt bygherre har den danske tegnestue Schmidt Hammer Lassen Architects (SHL) taget første spadestik til et klubhus og galleri i det bjergrige område af GaoYao, 100 km vest for Guangzhou.

”Projektet, der ligger i midten af en sø, vil fungere som en pavillon for udvikling og salg af eksklusive villaer ved foden af det nærliggende bjerg. Designet fokuserer på rum, lys og udsigt. Det skulpturelle projekt er designet i samarbejde med en feng shui master for at respektere indgangsvinkler og placering på sitet”, siger Chris Hardie, leder af SHLs Shanghai-kontor.

Den danske arkitektvirksomhed med Kina-ambitioner har desuden lige vundet en international konkurrence om at designe et nyt kulturhus til Shanghai.

Projektet er kendt som West Shanghai Workers Cultural Palace og har været et populært rejsemål for fagforeningsmedlemmer og lokalsamfund siden 1950’erne. Forslaget vil byde på flere kulturelle aktiviteter, herunder et teater, biograf, kunst- og udstillingssteder samt sportsfaciliteter.

Derudover går SHL og Gottlieb Paludan Architects videre i konkurrencen om at designe verdens største forbrændingsanlæg i Shenzhen. Det vil forbrænde 5.000 tons affald om dagen og generere 550 millioner kWh om året.

Voldsom urbanisering

De tre aktuelle opgaver illustrerer den voldsomme udvikling, Kina har oplevet de seneste årtier.

Indtil 1978 boede over 80 procent af kineserne på landet. Fra 2010 var det under halvdelen, og den tendens fortsætter.

Cirka 700 mio. bor nu i byerne, og selv om det fortsat er en lille andel i forhold til Vesten, hvor op mod 80 procent bor i byerne, er det Kinas mål, at 70 procent af landets indbyggere i 2025 bor i byerne.

Det kræver nye og avancerede byudviklings-, trafik- og designkoncepter.

”De omkring 250 mio. mennesker, der i løbet af de næste 10 år vil bevæge sig fra land til by, udgør verdens største folkevandring”, skriver Hugo Gaarden i bogen ”Danske succeser i Kina”.

De mange nye arkitektoniske tiltag skal derfor også tage hensyn til, at mange gerne fortsat vil have tilknytningen til landlig idyl.

Under ét tag

Det aktuelle Guangzhou-projekt har til formål at optimere udsigten til de omkringliggende bjerge, himmel og vand.

”Tre forskellige voluminer forenes under ét samlende tag, hver med åbne panoramaer over vandet og det frodige grønne landskab. Projektet er både skulpturelt og næsten kalligrafisk enkelt - beliggende på kanten af en dæmning, hvor de besøgende kan komme til klubhuset via en smal gangbro”, lyder det fra Chris Hardie.

De forskellige rum forbindes i forhold til ændringen i vandniveauet, hvilket gør bygningen til en integreret del af søen, med terrasser som strækker sig ud fra det indre som panoramiske rum.

Klar og enkel

Organiseringen af bygningen er ifølge SHL opdelt i de vigtigste funktioner - en stor kunstlobby, en salgssuite og en lounge. Indeni er rummet helt frit for søjler, og alle konstruktioner er skjult i ydervægge og glaserede panoramavinduer.

Et lyst egetræs gulv forbinder hele interiøret, mens dets ydre er beklædt med lodrette paneler af grå granit, som reflekterer solen og bevægelsen af vandet.

”Feng Shui-filosofien organiserer orientering af bygningen i de optimale vinkler for indgange på 120, 240 og 345 grader, hvilket understøtter drejningen af udsyn og dynamik i planen”, skriver tegnestuen i en pressemeddelelse.

Projektet fejrede første spadestik i denne måned og forventes at afslutte i begyndelsen af 2017.

Arkbyg bringer næste fredag 18. marts et interview med Chris Hardie, partner og SHL’s leder af Shanghai-kontoret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14