23948sdkhjf

Åndbarhed og genanvendelighed i nyt byggeri

Et bedre indeklima og cradle-to-cradle-certificeringer vinder indpas i nyere betonbyggeri, der tillader huset at ånde
Alt for meget byggemateriale går fortsat til spilde i byggeriet.

Men bevidstheden om bedre at udnytte de mange værdifulde ressourcer, som bogstaveligt køres på lossepladsen, stiger.

For flere udstillere på den netop overståede Byggeri’16-messe i Fredericia handlede det om at vise, at der er konkret og rentabel praksis i genbrugstanken.

Hos H+H Danmark A/S har man i flere år arbejdet aktivt med åndbar porebeton.

”Det er baseret på sand, kalk og vand. Og produktionen foregår på moderne fabrikker med stor genanvendelse af varme og vand”, siger Peter Hansen, konsulent hos H+H.

Reducerer spild

Han fremhæver desuden virksomhedens arbejde med at lette de mange tunge løft, for selv om den åndbare porebeton er relativt let i forhold til andre betonprodukter, kan elementerne fortsat veje 250 kg eller mere.

Også en stor spiller som Ytong var til stede på Byggeri ’16. Her kunne de mange messegæster indsamle informationer om arbejdet med at reducere materialespild i byggeriet, blandt andet indsamling og genbrug af byggeaffald til produktion af nye byggematerialer.

Lavt energiforbrug

Via en affaldsordning indsamler og genanvender koncernen selv spildmaterialer fra byggepladsen. Spildmaterialerne indsamles i store big bags og anvendes derefter som komponenter til sand og fremstilling af granulat, der kan blive til nye byggematerialer.

”Affaldsordningen giver ny værdi til materialerne og løser også det problem, at man som udførende ofte skal bruge mange ressourcer på håndtering og bortskaffelse af sit byggeaffald. Porebeton og kalksandsten, som vores produktion er baseret på, har derudover den fordel, at energiforbruget til produktion er relativt lavt sammenlignet med andre materialer, og så er de 100 pct. uorganiske og fri for skadestoffer og skumplast”, har Niels Jørgen Pallesen fra Xella tidligere sagt til Licitationen.

Cradle-to-Cradle

Xellas affaldsordning er herhjemme blandt blevet bragt i spil i forbindelse med opførelsen af udviklingsprojektet ”Det foranderlige hus”, som er tegnet af Henning Larsen Architects og GXN for Realdania.

Projektet sætter fokus på udvikling af byggeri, som er CO2-neutralt i hele bygningens livscyklus, og baserer sig på principperne i cradle-to-cradle filosofien: At ressourceforbruget i hele bygningens levetid skal nedbringes blandt andet via genanvendelse.

De nye betonblokke er indeklimamærket, cradle to cradle-certificerede og består af 100 procent uorganiske materialer i form af porebeton, som lader huset ånde. Blokkene giver desuden en god fugtbalance, så risikoen for skimmel og svamp i huset minimeres.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.051