23948sdkhjf

Hotelrenovering gennnemført uden fast skabelon

Renoveringen af københavnske Hotel Neptun med den farverige fortid bød på overraskelser, og afslørede lemfældig omgang med byggeteknik og det statiske. Tegningerne var så gamle, at de overhovedet ikke kunne bruges
Projektleder og ingeniør Danjal Olsen fra rådgivervirksomheden Niras måtte klø sig en ekstra gang i håret: Tegningerne over Hotel Neptun fra en gang i 1800-tallet lignede overhovedet ikke det københavnske hotel tæt på Nyhavn, der stod foran en større renovering.

Så hvad gør man, når man ikke kan stole på, hvad der gemmer sig bag væggene og ikke aner, hvordan den bærende konstruktion hænger sammen?

”Vi må komme med et kvalificeret gæt, og vi detailprojekterer først, når konstruktionerne er blotlagte. Herefter kan man muligvis arbejde videre med den oprindelige idé, ellers må vi udarbejde et nyt forslag. Det er vigtigt altid at have en ny plan klar,” siger Danjal Olsen om renoveringen, der gik i gang ved årsskiftet 2013/14.

”Den oprindelige bygning havde en hel del mindre trapper, et snørklet gangforløb og en lille elevator i baghuset. For at få et mere moderne flow i huset, og regulære flugtveje, udarbejdede vi en ny brandstrategi for hotellet,” siger brandteknisk rådgiver Nina Hansen, også fra Niras.

Kæmpe søjler til pynt

Danjal Olsen er vant til at renovere gamle bygninger, men det gamle hotel - der i 1800-tallet var kendt som logi for smuglere og andre lyssky personer - var ud over det sædvanlige:

For eksempel undrede han sig over to store søjler i receptionen. Først da der blev banket hul i to badeværelser på 1. sal, kunne han se, at det var delvise pyntesøjler og uden reel funktion.

Underlige bjælker

Håndværkerne stødte også på bjælker, der lå modsat den antagne spændretning, og da man fjernede en trappe, dukkede mistænkelige revner i væggen op. Trappen havde ellers stabiliseret væggen, og derfor havde revnerne været i ro i flere år. Da håndværkerne fik kradset mere i pudsen, åbenbarede revnen en temmelig lemfældig tilgang til det statiske, idet man havde lagt mursten direkte på nogle træsøjler.

”Derfor opholdt vi os rigtig mange timer på byggepladsen. Det var vigtigt at kunne sætte ind med en plan B, C eller D, da byggeriet konstant bød på nye overraskelser”, siger Danjal Olsen

Forvandlingen af hotellet er sket med stor respekt for den oprindelige sjæl.

Ligeledes har man heller ikke nødvendigvis brugt standard-stålprofiler. Hvor bygherre ønskede at fastholde den oprindelige rumhøjde, har man derfor dimensioneret en hel del specialbjælker, såkaldte kompositbjælker.

”Vi har søgt at køre den gamle stil igennem. Intet er skabt efter en skabelon. Det har krævet krøllede ingeniørhjerner,” siger Danjal Olsen.

Hotellets mystik er bevaret

Arkitekt Peter Hammer er tilfreds med renoveringen og synes, at det er lykkedes at bevare hotellets gamle mystik.

”Det har bestemt været en udfordring og indimellem en lidt rodet opgave. En tredjedel af bygningen har aldrig rigtig været renoveret og hang ikke sammen med resten af hotellet. Desuden skulle en anden tredjedel af hotellet fungere normalt under renoveringen,” siger Peter Hammer.

Især de lovmæssige handicap- og brandhensyn gav hovedbrud. Blandt andet måtte arkitekten flyttet rundt på en hovedtrappe, men det endte godt:

”Vi har i fællesskab fået et moderne hotel kapslet ind i en gammel ramme,” siger Peter Hammer.

Ejeren Claus Hildebrandt og ingeniør Claus Staffe har gennem hele forløbet haft rollerne som proces- og projektledere.

Det gamle smuglerhotel
Hotel Neptun ligger centralt i København på Sankt Annæ Plads bag ved Nyhavn og har en lang og spændende historie.
Hotellet kan spores tilbage til 1851, hvor en fru Svendsen drev et ulovligt overnatningssted for smuglere og andre lovløse.
For at blive lukket ind skulle man opgive kodeordet: ’Neptun’.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125