23948sdkhjf

Betonelementvirksomhed får ny formand

Abeo A/S styrker bestyrelsen med tidligere Grontmij-direktør, der blandt andet skal hjælpe virksomheden ud på de første udenlandske markeder
Tidligere landedirektør i rådgivervirksomheden Grontmij, Søren Larsen, indtræder som ny bestyrelsesformand i Abeo A/S.

Virksomheden står bag flere betonløsninger, der er brugt i en række byggeprojekter rundt om i Danmark, og står nu over for etablering på de første udenlandske markeder, og her skal Søren Larsens kompetencer i spil.

”Søren er en dynamisk leder med betydelig erfaring fra byggebranchen bag sig. Derudover har han et internationalt udsyn og erfaring fra udlandet, hvilket bliver vigtigt i den næste fase for Abeo. Vi er rigtigt glade for, at han er blevet en del af holdet”, siger Ulla Brockenhuus-Schack, der er managing director i Seed Capital, der er hovedaktionær i Abeo i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at bestyrelsesformanden ser frem til sin nye rolle.

”Abeo har udviklet en række spændende og meget perspektivrige løsninger, der efterkommer mange af de ting, som bliver efterspurgt i branchen, herunder færre processer og bedre projektøkonomi. Virksomheden har på kort sigt formået at sætte sit fodaftryk på den danske byggebranche, og jeg ser frem til nu at skulle hjælpe Abeo ud over Danmarks grænser”, siger Søren Larsen.

Fokus rettet mod Nordeuropa

Over for Licitationen - Byggeriets Dagblad oplyser Abeos adm. direktør, Hans Terney Rasmussen, at virksomheden især har øje på det nordeuropæiske marked.

”Vi har brugt den senere tid på at lave markedsresearch af hele det europæiske marked. Vi kigger meget på Nordeuropa. Mere præcist gælder det Sverige, Norge og Finland, men også Belgien og Holland”, siger han og fortæller, at Abeo har været i dialog med især arkitekter og rådgivere, men at der også er afholdt indledende møder med producenter, som viser interesse for at blive licenstagere.

”Vi bliver modtaget meget positivt og forventer, at vi i 2016 lukker den første licensaftale i et land uden for Danmark”, siger han.

Han forklarer, at innovation ikke er så udbredt i byggebranchen, og at det er med til at skabe interesse for Abeo.

Desuden har Danmarks nabolande en anden byggekultur med fokus på andre elementer, hvilket også skaber muligheder, lyder det fra direktøren, der oplyser, at Abeo’s bestyrelse foruden Søren Larsen består af direktør og partner i Henning Larsen Architects, Louis Becker, medstifter og partner af rådgivervirksomheden V2C, Peer Kisbye, opfinder og professor ved DTU, Kristian Hertz og Ulla Brockenhuus-Schack.

”Alle segmenter skal være repræsenteret i vores bestyrelser med stærke profiler”, siger han.

På den måde sikres det bedst, at virksomheden går den rette vej, fremhæves det.

Søren Larsen
Den nye bestyrelsesformand kommer senest fra en stilling som landedirektør i Grontmij Danmark - det nuværende Sweco Danmark - og medlem af Gromtmij-gruppens Executive Committee, hvor han har haft ansvar for gruppens fire globale vækstområder, operational excellence og CSR.
Før stillingen som landedirektør var Søren Larsen direktør for forretningsområdet byggeri i Grontmij.
Han har desuden markeret sig gennem diverse bestyrelsesarbejder i eksempelvis Foreningen af Rådgivende Ingeniørerer (FRI), regeringens vækstteam for vand, bio og miljøløsninger og som formand for Dansk Industri i hovedstaden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.144