Odense Kommune ønsker det bedst mulige erhvervsklima, og for at skabe bedre vilkår for kommunens cirka 7.000 virksomheder, oprettes der nu et virksomhedspanel, hvor virksomheder med minimum én ansat får mulighed for at ytre sig.
”Med virksomhedspanelet får vi en langt større kontakt til byens erhvervsliv. Virksomhederne vil gerne høres, og vi har en målsætning om at blive bedre til at vide, hvad det er for ønsker, virksomhederne har, eller hvilke problemer de tumler med. Med virksomhedspanelet får vi en bedre mulighed for at skabe nogle vilkår, som flest mulige er glade for. Her får både store og små virksomheder en stemme. Til glæde for virksomhederne selv, men i sidste ende for hele kommunen”, siger borgmester Anker Boye (A) i en pressemeddelelse.