Bøjsø: Renoveringsopgaver trækker læsset
Fokus på energibesparelser er medvirkende til, at renoveringsopgaver lige nu udgør stort set hele omsætningen hos en af landets største vinduesproducenter
Projekter sættes i gang
Efterspørger opgaver
Det halter fortsat med nybyggeriet i Danmark, men det er ikke ensbetydende med, at alle byggeriets virksomheder gisper efter livgivende omsætning. Bøjsø – der i 1972 blev grundlagt som et tømrer- og snedkerfirma af Bøje Sørensen – er i dag en af landets mest kendte producenter af døre og først og fremmest vinduer. Her kan direktør Lasse Sørensen se tilbage på et årsregnskab for 2014, som for tredje gang i træk viste fremgang på bundlinjen. Samtidig tyder alt på, at 2015 bliver det fjerde år med fremgang, eftersom ordrebogen allerede nu nærmer sig sit mætningspunkt. ”98 procent af det, vi leverer, er til renoveringsopgaver, så vi er ikke så påvirkede af, om nybyggeriet går frem eller tilbage”, siger Lasse Sørensen, der er søn af grundlægger Bøje Sørensen, som i dag er formand for bestyrelsen. Selv om Bøjsø altså har sit at se til, føler Lasse Sørensen ikke, at der endnu er gået helt hul på den boble af renoveringsopgaver, som længe har ligget stille. Men Bøjsø-direktøren er ikke i tvivl om, at renoveringsopgaver over en bred kam er ved at vinde frem. ”Det spænder helt fra en privat villa til etageejendomme, hvor man skal have en boligforening til at bakke op omkring et renoveringsprojekt. For få år tilbage sparede man på produkterne ved at vælge et billigere produkt eller helt at sætte renoveringsprojektet i bero”, siger Lasse Sørensen. Ifølge ham har kunderne generelt fået lidt flere penge mellem hænderne, og det er midler, som både private og offentlige er villige til at investere i energibesparende løsninger. ”Der har været et kæmpe stort fokus på energibesparelser, og det kommer ikke til at blive mindre”, istemmer Lasse Kastrup, der er adm. direktør for Kastrup A/S, som ligeledes producerer vinduer. Men også uden for vinduesbranchen mærker man, at renoveringsopgaver er oppe i tiden. I det sydlige Horsens har entreprenørvirksomheden Dansk Boligbyg sit hovedkvarter. Herfra kan direktør Ole Rasmussen se ud over et marked, som i høj grad spørger til netop renoveringsopgaver. ”Vi har jo ikke et produkt som sådan, så vores fornemste opgave er at kunne levere det, som markedet efterspørger. Lige nu er det så renoveringsopgaver, som vi laver rigtigt mange af. Og dem kommer der endnu flere af i de kommende år, så dem går vi benhårdt efter”, fastslår Ole Rasmussen fra Dansk Boligbyg, som løftede omsætningen med 29 procent til 726 mio. kroner i det netop offentliggjorte 2014/14-regnskab.