Den 24. og 25. august afholdes den årlige konference Trafikdage i Aalborg. Konferencen finder sted i Aalborg Universitets nye bygning på Aalborg havnefront – Rendsburggade 14 – med Musikkens Hus som nærmeste nabo. Her vil 300 deltagere præsentere forskningsresultater, analyser samt praktiske erfaringer fra transportsektoren.
”Der bliver også god mulighed for at tale om motorvejsplanlægning. Noget af det, jeg synes er mest spændende, er sådan noget som selvkørende biler. Jeg tror ikke på en selvkørende googlebil i nær fremtid, men det er vigtigt at tænke ind i vejplanlægningen, hvis man tror på selvkørende lastvognstog, der skal bringe byggematerialer rundt i landet”, siger Harry Lahrmann, lektor på Aalborg Universitet og medlem af Trafikforskningsgruppen, som står bag konferencen.
Konferencen tilstræber at give deltagerne ny viden og netværk. Og som en ny ting vil der på den årlige konference blive afholdt tre executive sessions med temaerne ”Transportation megatrends”, ”Bæredygtige mobilitetsplaner for letbaner og kollektive trafik korridorer” og Ex-post evalueringer af transportprojekter”. Én af talerne er Annette Christensen fra Dansk Industri.
”Jeg skal tale om postanalyser af anlægsprojekter under Ex-post evalueringer af transportprojekter. Vi gør det en lille smule i Danmark, men slet ikke i så stor stil som i England. Der laver man analyser både før, ét år, og fem år efter et anlægsprojekt. Det kan vi lære meget af her i Danmark”, siger Annette Christensen, chefkonsulent i Dansk Industri.
Primært dansk konferenceKonferencen retter sig mod alle der beskæftiger sig professionelt med transport, både forskere og praktikere, fordi en dialog mellem fagfolk og transportsystemets brugere er vigtig. Trafikdage er primært en dansk konference, men igennem årene har mange nordiske kollegaer deltaget i konferencen.
”Sproget bliver på både skandinavisk og engelsk uden tolkning, men at et indlægs titel er på engelsk betyder ikke nødvendigvis, at indlægget holdes på engelsk, så der er god grund til at møde op til konferencen, også selvom man måske ikke føler sig særligt stiv i for eksempel det engelske”, siger Harry Lahrmann.