23948sdkhjf

Byggenyt

REGION MIDTJYLLAND

VIDEBÆK: Ringkøbing-Skjern Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for Højsagervej i Videbæk til offentlig høring frem til 28. august.

Formålet med lokalplanen er at sikre, at området kan anvendes til boligformål i form af åben-lav boligbebyggelse og med mulighed for enkelte tæt-lave boliger.

REGION SYDDANMARK

HADERSLEV: Der er gennemført en idéhøring om den fremtidige anvendelse af Haderslev Sygehus. Idéhøringen omfattede selve sygehusbebyggelsen, naboarealer med boligbebyggelse samt naturarealer syd for Ribe Landevej.

Udvalget for Plan og Miljø orienteres i morgen om de indkomne bemærkninger fra idéhøringen, hvorefter der skal tages stilling til igangsætning af den videre planproces.

Det videre arbejde vil sigte mod at åbne for en bredere anvendelse af området som et blandet byområde, med afsæt i de særlige kvaliteter som beliggenheden giver. Der mulighederne for en bæredygtig genanvendelse af den eksisterende bebyggelse skal vurderes, og forhold som infrastruktur, natur- og miljø skal beskrives og reguleres ved udarbejdelse af en lokalplan. Herudover skal der vurderes på, om der kan etableres centerfunktioner i området.

VOJENS: Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune har lokalplan 11-10 for boligområde Odinsvej Huginsvang Vojens til behandling på sit møde i morgen den 12. august.

Lokalplanen, som åbner mulighed for ændret anvendelse af ejendommen Huginsvang 87 fra institution til bolig samt mulighed for etablering af ni boliger i åben-lav bebyggelse, indstilles til endelig vedtagelse.

Haderslev Byråd skal tages stilling til lokalplanens vedtagelse den 1. september.

SØNDERBORG: For at følge udviklingen på Sønderborg Havn skal der skabes cirka 380 nye parkeringspladser i området. Ydermere vil der blive brug for kollegieværelser tæt på byens uddannelsessteder.

For at imødekomme dette, har forvaltningen udarbejdet et forslag til ny lokalplan for et område på Nørre Havnegade.

Lokalplanen giver mulighed for, at der kan bygges et parkeringshus i fem-seks etager med et etageareal på op til 12.500 kvm samt at der opføres op til 6.500 kvm kollegieboliger som etageboligbyggeri i ligeledes fem-seks etager langs Helgolandsgade og Nørre Havnegade.

Lokalplanen har til formål at fastlægge områdets anvendelse og sikre, at området omdannes i overensstemmelse med hovedidéerne i Frank Gehrys masterplan samt Designguide Sønderborg Nordhavn. Desuden har lokalplanen til formål at sikre, at ny bebyggelse i lokalplanområdet tilpasses til den eksisterende bebyggelse omkring lokalplanområdet.

Byrådet vil tage stilling til om planforslaget kan godkendes og dermed sendes i offentlig høring i otte uger.

REGION SJÆLLAND

NYKØBING SJÆLLAND: Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune skal på sit møde i dag beslutte, om Lokalplan for Annebergparken 2015-55 skal vedtages endeligt.

Formålet med lokalplanen er dels at sikre områdets arkitektoniske, landskabelige og kulturhistoriske kvaliteter, og dels at muliggøre en byudvikling, der kan gøre området til et af de mest attraktive byområder i Nykøbing Sjælland. Med lokalplanen ophæves et forbud mod udstykning i de fleste delområder.

Lokalplanens anvendelsesbestemmelser søges udvidet sådan, at området kan opnå en mere varieret og bred anvendelse, sådan at området kan revitaliseres som en ny samlet bydel med boliger, liberale erhverv, offentlige formål med mere.

NYKØBING SJÆLLAND: Ejeren af ejendommen Havnevej 30B, Nykøbing Sjælland, har indsendt byggeansøgning om opførelse af multihus, indeholdende cafe og bolig. Området for Nykøbing Havn er genstand for kommende helhedsplanlægning og lokalplanlægning, og derfor forelægges ansøgningen Miljø og Klimaudvalget. Udvalget behandler sagen i dag.

HOLBÆK: Økonomiudvalget i Holbæk Kommune holder møde den 12. august, hvor blandt andet en ansøgning fra Vestsjællands Almene Boligselskab er på dagsordenen. Boligselskabet søger om tilsagn til at bygge 60 almene familieboliger og 29 almene ældreboliger på Vølunden.

REGION HOVEDSTADEN

HEDEHUSENE: Den nye bydel NærHeden i Hedehusene skal have plads til 8-10.000 borgere. Derfor tog Byrådet i 2011 en principbeslutning om at bygge en ny skole i Hedehusene og i den forbindelse tage den samlede skolestruktur i den vestlige del af kommunen op til revision. Den beslutning fulgte Byrådet op på i budget 2015, hvor der blev afsat 150 mio. kroner i 2018 til den nye skole.

Byrådet har nedsat et særligt udvalg, som skal komme med anbefalinger til Byrådet om indhold og rammer for den nye skole. I efteråret bliver der også nedsat en tænketank, som skal være med til at kvalificere og give innovative bud på det kommende hus. Det forventes, at Byrådet i løbet af 2016 kan træffe beslutning om udformningen af den nye skole, hvorefter planlægningen og byggeriet kan gå i gang.

Den nye skole forventes at stå klar 1. august 2019.

HVIDOVRE: Hvidovre Kommune har planer om at udvide Holmegårdsskolen fra to til tre spor. Teknik- og Miljøudvalget har sagen på dagsordenen i dag 11. august.

Der er udarbejdet tre forslag til udbygning af skolen, som har et budget på henholdsvis 136.090.000 kroner, 111.190.000 kroner og 136.190.000 kroner. Administrationen peger på forslaget til 136.090.000 kroner som den bedste løsning.

Det er firmaet Nova5, der som bygherrerådgiver har undersøgt muligheder for udvidelse af Holmegårdsskolen fra to til tre spor med overskriften.

AVEDØRE: Teknik- og Miljøudvalget i Hvidovre Kommune skal på sit møde i dag blandt andet beslutte, om der skal udarbejdes en ny lokalplan for Filmbyen i Avedøre, idet Peter Aalbæk Jensen har søgt om at få mulighed for at opføre flere boliger end de allerede planlagte i Filmbyen.

Peter Aalbæk Jensen ønsker i første omgang at bygge på det endnu ikke udlagte byggefelt. Først herefter ønskes det eksisterende byggefelt bebygget. Begge byggefelter ønskes udlagt til boligformål i to etager.

Udvalget skal også tage stilling til en ansøgning om dispensation fra Byplanvedtægt A15 til opførelse af en uopvarmet lagerbygning.

Efter anmeldelse fra en beboer i området ved Tårnfalkevej, har Kultur, Miljø & Vækst sendt varsel om fjernelse af flere containere opstillet på ejendommen Tårnfalkevej 2.

Efterfølgende har arkitekt Per Henriksen, på vegne af firmaet Amirs Autoservice, ansøgt om opførelse af en 37 kvm stor uopvarmet lagerbygning.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094