23948sdkhjf

Løkke varsler stram finanslov

Så der bliver næppe råd til at afskaffe arveafgiften helt. Men det skal gøres lettere at drive virksomhed i Danmark
Der bliver ikke mange penge at rutte med på næste års finanslov.

Det bebudede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Venstres sommergruppemøde, der i år blev afholdt på Hotel Legoland i Billund.

”Lige nu har Finansministeren igangsat et kasseeftersyn og inden udgangen af august, vil han fremlægge et overblik over dansk økonomi. Men jeg er bange for, at det kan betyde, at vi kommer til at kæmpe en brav kamp for at holde os inden for budgetlovens rammer”, sagde han og varslede dermed en stram finanslov.

Fokus på udkanten

Et af den kommende tids politiske fokusområder bliver at skabe vækst og udvikling i hele landet. Det skal blandt andet ske ved udflytning af statslige arbejdspladser og bedre lånemuligheder og bredbåndsforbindelser til Udkantsdanmark. Desuden skal planloven liberaliseres, så kommunerne får mere selvbestemmelse.

Arveafgiften bliver også et tema, som regeringen i det kommende folketingsår tager fat på.

”Vi ønsker, at gøre det lettere, at drive virksomhed i Danmark. Der har vi en udfordring i forhold til de mange familieejede virksomheder, som bliver drænet for kapital, når de gennemfører generationsskifte. Vi har ikke et beløb, der rækker til en total afskaffelse af arveafgiften, men vi ønsker, at levere på det”, sagde Lars Løkke Rasmussen, der på pressemødet var flankeret af partiets gruppeformand Søren Gade og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109