Anlægsnyt
LANGELAND: Langeland Kommune har modtaget et projekt fra lodsejerne om at rørlægge et tilløb til Bregnemoseafløbet.
Projektet er et reguleringsprojekt, og er beliggende omtrent 1.200 meter nord for Kassebølle ved Rifbjerg Krat.
Langeland Kommune har besluttet at fremme projektet og fremlægger det i fire ugers offentlig høring i perioden 7. august 2015 – 4. september 2015.
I denne periode har lodsejere, interesseorganisationer og andre myndigheder mulighed for at komme med bemærkninger, indsigelser og ændringsforslag.
Projektet er udarbejdet efter bestemmelserne i vandløbslovens § 16 og § 17 og skal behandles efter reglerne i bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering.
Ved gennemførelse af projektet fyldes en 60 meter lang vandløbsstrækning op med en lerholdig jordtype, og der anlægges en 40 meter lang rørlægning med samme dimension, som det eksisterende rør i opstrøms retning.
Den nye placering af vandløbet vil betyde, at vandløbet afvander til Bregnemoseafløbet cirka 40 meter op ad den tidligere afledning.
Som en del af projektet er lodsejerne indforstået med den planlagte etablering af et sandfang i Bregnemosen.
Denne del håndteres i den separate høring vedrørende restaurering af regnemoseafløbet af 1. juli 2015.
REGION HOVEDSTADEN
BRØNDBY: Brøndby Kommune har modtaget tilsagn om tilskud til cykelparkering til Brøndbyøster Stationsforplads.
Teknik- og Miljøudvalget godkendte forleden projektet og sendte det til videre politisk behandling med anbefaling.
Projektet indeholder i korte træk en indsnævring af kørebanen på Brøndbyøster Torv i forlængelse af Gilles-ager. Ved indsnævring af kørebane bliver der mulighed for etablering af dobbeltrettet cykelsti på sydsiden af adgangsstien til stationen. Busperron og cykelsti adskilles ved hjælp af læskure og siddeplinte.
Projektet vil ifølge planerne blive gennemført i efteråret 2015.
REGION SJÆLLAND
SOLRØD: Solrød Byråd har sagt ja til at yde tilsagn om kommunegaranti til Solrød Fjernvarme for optagelse af byggekreditter på 1.820.000 kroner, 1.250.000 kroner og 548.400 kroner i KommuneKredit.
Byggekreditterne gives i forbindelse med igangsætning af følgende anlægsopgaver: etablering af nye forsyningsledninger til forsyning af Hyldeblomsthaven, Havdrup Vest, renovering af Klosterparken etape II, nær Solrød Byvej og lægning af forsyningsledninger i ny vej, der etableres i forbindelse med ændring af sti.