Entreprenørvirksomheden STB Byg har vundet bygningsentreprisen til 72 mio. kroner på opførelsen af et nyt uddannelses- og forskningsmiljø i Odense.
University College Lillebælt (UCL) har købt bygningerne på Niels Bohrs Allé i Odense af Syddansk Universitet, der har bygget nye topmoderne uddannelses- og forskningsfaciliteter til ingeniørerne på Campusvej.
Det skifte er en del af det store puslespil i Odense, hvor flere uddannelsesinstitutioner i disse år flytter rundt for i sidste ende at gøre Odense til en særdeles attraktiv uddannelsesby for både ind- og udenlandske studerende.
Nu skal de gamle teknikumbygninger igennem en omfattende modernisering, før de i juni 2016 kan åbne dørene for UCL’s professionsbacheloruddannelser og aktiviteter, der hidtil har været spredt på seks forskellige adresser i Odense.
Det hele munder ud i et spændende nyt og ikke mindst samlet uddannelses- og forskningsmiljø for studerende på uddannelserne til administrationsbachelor, bioanalytiker, ergoterapeut, radiograf, fysioterapeut, lærer, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske.
”Det er en spændende opgave. Det giver selvfølgelig altid nogle udfordringer, når man går i gang med at pille ved gamle bygninger, men vi har sendt et meget erfarent team til Odense, så skulle der dukke overraskelser op undervejs, vil de være i stand til at håndtere dem, så alt står klar til næste skoleår”, siger adm. direktør i STB Byg A/S, Jens Winther, i en pressemeddelelse.
Fokus på indeklimaBygningerne på Niels Bohrs Allé er fra 1960’erne og har i det ydre en høj arkitektonisk værdi, men trænger indvendig til en grundig renovering.
Der bliver især fokus på indeklima, og så skal bygningerne tilpasses et moderne studie- og arbejdsmiljø.
På toppen af tre af bygningerne bliver der bygget penthouse undervisningslokaler på i alt 3.300 kvm., mens der bliver bygget et helt nyt hus til radiografstudiet, da den bygning kræver særlige forhold på grund af stråling.
Endelig skal der anlægges nye p-pladser og gårdrum.
Det er ikke nyt for STB BYG og herunder STB Entreprise at være omgivet af fynske dialekter på byggepladsen.
Den Vejle-baserede virksomhed vinder flere og flere entrepriser på den anden side af Lillebælt.
Senest har STB BYG stået bag renoveringen og udvidelsen af Missionshuset i Odense og det store daginstitutionsbyggeri Langeskov ved Kerteminde med plads til 254 børn.
brahe