23948sdkhjf

Voldsom tilbagegang i byggeriet af nye boliger

Lave renter og et boligmarked i fremgang er ikke nok til at sparke mere gang i boligbyggeriet
Der bliver bygget færre nye boliger i år end sidste år. Dermed ser de seneste snart 10 års næsten uafbrudte fald i opførelsen af nye boliger ud til at fortsætte.

I forhold til første halvår sidste år er der i de første seks måneder påbegyndt markant færre nye boliger. Det gælder både parcelhuse, række- og kædehuse og etageboliger. Tallene fremgår af netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.

I første halvår 2014 blev der således påbegyndt 428.000 kvm parcelhusbyggeri. Det tilsvarende tal for første halvår 2015 er 268.000 kvm.

Da opgørelsen af påbegyndt nybyggeri til Danmarks Statistik er behæftet med usikkerhed, på grund af forsinkede indberetninger til BBR-registret, foretager Danmarks Statistik en beregning af tallene.

Selv ved brug af Danmarks Statistiks estimerede opgørelser er der tale om tilbagegang i det samlede påbegyndte boligbyggeri fra 776.000 kvm i første halvår 2014 til 657.000 kvm i år, en tilbagegang på 15 procent.

”Selv om tallene er behæftet med en vis usikkerhed, og der efterfølgende vil ske regulering af tallene, så er tendensen desværre klar”, siger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri.

Fordelagtigt at bygge nyt

Boligmarkedet oplever generelt fremgang, og trods betydelige geografiske forskelle, har priserne på eksisterende boliger bevæget sig opad. Dertil kommer den lave rente og de mange lånekonverteringer i begyndelsen af 2015, som har givet boligejerne flere penge mellem hænderne.

”Det gør det relativt mere fordelagtigt at bygge nyt. Det gør de nyeste tal for påbegyndte boliger til sørgmodig læsning. Det understreger, at der er lang vej tilbage til tidligere tiders niveau. Set i en historisk kontekst ligger boligbyggeriet langt under de seneste 50 års gennemsnit på 27.700 påbegyndte boliger om året og ikke mindst langt fra det behov, et stigende antal ældre og de mange flytninger fra land til by medfører. Det medfører prispres i storbyerne, og det kan i sidste ende betyde, at helt almindelige danskere med arbejde og familie ikke har råd til at bo i byerne, siger Maria Schougaard Berntsen.

Mange boliger til salg

Også boligøkonom Joachim Borg Kristensen fra Nykredit er overrasket over tilbagegangen.

”Selv om tallene skal tages med forbehold, så understreger det, at boligbyggeriet fortsat er på et historisk lavt niveau, men vi forventer, at vi har lagt bunden bag os. En forklaring kan være, at der forsat er et meget stort udbud af boliger til salg og at mange derfor kan indfri deres boligdrømme uden at bygge nyt”, siger han.

Brug for studieboliger

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik er der i første kvartal i år påbegyndt 3.600 kvm kollegieboliger eller svarende til 100 nye boliger med en gennemsnitsstørrelse på 36 kvm.

Det er meget langt fra de cirka 20.000 nye studieboliger, som Dansk Byggeri har beregnet, der er behov for i og omkring de store uddannelsesbyer som følge af rekordoptaget til de videregående uddannelser.

Der er ikke kun boligbyggeriet, der er i tilbagegang. Der bygges også mindre til erhvervslivet. Ifølge Danmarks Statistiks estimerede opgørelse er der i første halvår i år påbegyndt kun halvt så mange erhvervskvadratmeter som i samme periode sidste år.

Dermed har erhvervsbyggeriet udsigt til bundrekord efter i 2014 at have sat foreløbig bundrekord i nyere tid.

FAKTA
Påbegyndt boligbyggeri i samlet etageareal:
2006 5,1 mio. kvm
2007 3,7 mio. kvm
2008 2,7 mio. kvm
2009 1,7 mio. kvm
2010 2,2 mio. kvm
2011 2,2 mio. kvm
2012 1,9 mio. kvm
2013 1,5 mio. kvm
2014 1,5 mio. kvm
2015 657.000 kvm
For 2015 er der tale om 1. halvår og et estimat.
Kilde: Danmarks Statistik
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109