23948sdkhjf

Minister er kaldt i samråd om arbejdsulykker og asbest

På to samråd skal beskæftigelsesministeren redegøre for sit syn på byggeriets arbejdsmiljø og problemet med asbest i Danmark
Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) kan se frem til to samråd i løbet af sommeren.

Det er Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, der har indkaldt til samrådene, hvor byggeriet er omdrejningspunkt for dem begge. Her skal ministeren blandt andet redegøre for, om han er tilfreds med arbejdsmiljøindsatsen på de danske byggepladser og hvis ikke, hvad der gøres for at forbedre arbejdsmiljøet. Enhedslisten vil desuden kræve svar på om ministeren mener, at Arbejdstilsynet er tilstrækkeligt effektivt i kontrolarbejdet.

”Vi har kaldt ministeren i samråd, fordi regeringsskiftet er en god anledning til at diskutere, hvilken retning, vi skal gå. Hen over sommeren har der været fokus på byggeriet, der ulykkesmæssigt er meget belastet. Tilsynene med byggepladserne fungerer ikke, og vi vil derfor gerne høre, hvor den nye minister står i den sammenhæng”, siger Christian Juhl.

Ser stort på arbejdsmiljø

Desuden skal Jørn Neergaard Larsen redegøre for, om han mener, at straffene for at være skyld i alvorlige ulykker på arbejdspladserne er tilstrækkeligt skrappe.

”Vi har i mange år manglet skærpede omstændigheder ved gentagne overtrædelser - eksempelvis at man mister retten til at drive virksomhed. Problemet med alvorlige ulykker er taget til i takt med, at vi har fået flere virksomheder ind fra Østeuropa, der ser stort på arbejdsmiljø. Det skaber en uhensigtsmæssig konkurrencefordel i forhold til de mange danske virksomheder, som tager arbejdsmiljø seriøst. Det vil vi gerne tale med ministeren om”, siger Christian Juhl.

EL vil kortlægge asbest

Samrådet om arbejdsmiljøet på byggepladser og herunder om en række alvorlige arbejdsulykker er åbent for alle og afholdes tirsdag den 25. august 2015 kl. 10.00 i værelse 2-080 på Christiansborg.

Der er endnu ikke sat dato på det andet samråd, hvor beskæftigelsesministeren skal forklare, hvordan han vil sikre, at Arbejdstilsynet lever op til sin rolle som myndighed i forbindelse med asbestarbejde og den nødvendige registrering i forbindelse hermed. Samt hvordan arbejdsgiverne skal forholde sig i forbindelse med omgang med asbest ved nedrivning og renovering.

Enhedslisten har allerede nu bedyret, at man på samrådet vil komme med en opfordring til beskæftigelsesministeren om at kortlægge, hvor stort problemet med asbest er i Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142