Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Rambøll og Tegnestuen Vandkunsten har i fællesskab fået bevilliget 10 millioner kroner til et ambitiøst projekt, som skal udvikle en helt ny byggeskik i Arktis. Målet med projektet er at udvikle en byggeskik, der tager højde for de særlige arktiske forhold.
Grundtanken i Ny Arktisk Byggeskik er at udvikle et montagevenligt, genanvendeligt byggesystem af lette, delvist præfabrikerede bygningskomponenter, som kan monteres og afmonteres uden brug af tungt løftegrej.
Ny Arktisk Byggeskik er en videreudvikling af et projekt, som Tegnestuen Vandkunsten og tegnestuerne Qarsoq og Clement & Carlsen (Nuuk) udstillede på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2012 under temaet Possible Greenland.