Dansk Folkeparti blev folketingsvalget helt store vinder og bliver med en fremgang på 15 mandater til 37 mandater Folketingets næststørste parti.
Det er resultatet af folketingsvalget, hvor Helle Thorning-Schmidt (S) står i den paradoksale situation, at hun for for første gang som formand for Socialdemokraterne skaber fremgang for partiet i et valg, men hvor hun må aflevere nøglerne til Statministeriet.
Den borgerlige lejr vinder i alt 90 mandater, mens rød blok får 85 mandater. Dermed ser alt ud til, at Lars Løkke Rasmussen (V) overtager nøglerne til Statsministeriet på trods af en kraftig tilbagegang, hvor Venstre bliver overhalet af Dansk Folkeparti.
Og godt nok vandt den borgerlige fløj valget, men med et Dansk Folkeparti, der er større end Venstre bliver det med et akavet styrkeforhold. Men Dansk Folkeparti ville på valgaften ikke tage stilling til dette. Men afviser ikke en regeringsdeltagelse.
“Vi er ikke på nogen måde angst for at gå i regering”, sagde Kristian Thulesen Dahl til TV2 i løbet af aftenen, da alt tydede på, at Dansk Folkeparti ville blive største borgerlige parti og Folketingets næststørste.
Godt samarbejde med Dansk FolkepartiFor Venstre er det da også utopisk at forestille sig, at Lars Løkke Rasmussen ikke bliver statsminister trods et større Dansk Folkeparti.
“Jeg har en stor fantasi, men der er grænser for den”, sagde Venstres næstformand, Kristian Jensen, da han bliver spurgt, om han kan forestille sig, at Lars Løkke ikke bliver statsminister.
Han understregede dog, at samarbejdet med Dansk Folkeparti bliver godt.
“Det havde vi i nullerne, og det kan vi gøre igen”, sagde Kristian Jensen.
Hvis en statsminister efter et valg konstaterer, at have et flertal af Folketinget imod sig, så går han eller hun til dronningen og begærer sin afsked.
Herefter er der regentrunde - bedre kendt som dronningerunde - hvor partierne møder op efter størrelse og fortæller, hvem de anbefaler som statsminister.
Når dronningen har hørt alle partier, udpeger hun enten en forhandlingsleder eller en kongelig undersøger. En forhandlingsleder får mandat til at danne en regering med sig selv som statsminister. En kongelig undersøger har kun mandat til at undersøge, hvilke muligheder, der er for at danne en regering og det er derfor kun noget, man gør når et valgresultat er meget uklart.
For at lave et regeringsgrundlag, indkalder forhandlingslederen til møder med de forskellige partier for at finde ud af, hvilke partier hun kan blive enig med, og hvad de kan blive enige om.
Når det er lykkes partierne at blive enige om en politik - mere eller mindre detaljeret - så skriver de det ned på papir. Men det er ikke et krav.
BREAKING