23948sdkhjf

Nye studieboliger til byen

I løbet af de næste 10 år kommer der 28.000 flere unge til hovedstaden. Den udfordring skal blandt andet bygges væk, aktuelt med Uptown Nørrebro
Tiden for studiestart nærmer sig, og vanen tro er der mangel på boliger. Men måske er der bedring på vej i København.

Frem mod år 2025 forventes det, at der kommer 28.000 flere unge til hovedstaden, og den massive mangel på boliger har fået Danica Pension til at investere pensionsmidler for en lille milliard kroner i nye studieboliger på Ydre Nørrebro.

Uptown Nørrebro, som det nye studiemiljø skal hedde, er det største byggeri af nye studieboliger, der er i støbeskeen i København lige nu.

Det er blevet et studie i at integrere et bygget miljø til hundredevis af studerende i en befolkningstæt bydel, ligesom det er blevet et studie i at skabe et socialt bæredygtigt boligmiljø, der kan give noget tilbage til byen og borgerne.

Står færdigt i 2018

Efter et års grundige analyser og dialog med kommunen, naboerne og lokaludvalget, er strategien nu på plads. Uptown Nørrebro forventes at stå færdigt i 2018 med omkring 500 studieboliger til 700 studerende.

”Ydre Nørrebro er midt i en historisk forvandling fra byens grimme ælling til en flyvefærdig svane med ungdommelig appel. Derfor har vi nu fået kommunens opbakning til at opføre Uptown Nørrebro på en tom grusgrund på Borgmestervangen, siger Christian E. Olsson, ejendomschef hos Danica Pension.

Det nye studiemiljø kommer til at bestå af seks såkaldte punkthuse og et 29 etager højt og slankt tårn på næsten 100 meter, der giver Nørrebro et unikt vartegn og et af byens højeste udsigtspunkter.

Plads til 700

Ifølge en ny meningsmåling fra Userneeds blandt 728 borgere fra Nørrebro og Nordvest er nørrebro’erne positivt stemt over for det nye studiemiljø.

Det samme gælder overborgmester Frank Jensen (S), der siger:

”Med alle de mange nye studerende, der kommer til København i disse år, er der et stort behov for flere studieboliger. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi med Uptown Nørrebro får plads til ca. 700 studerende i nye, attraktive boliger i en af de københavnske bydele, der er inde i en spændende udvikling,” siger overborgmester Frank Jensen.

De seneste år er der investeret mange penge og ressourcer i kvarterløft og områdefornyelse på Ydre Nørrebro og udviklingen fortsætter; en omfattende omdannelse af Mjølnerparken fra et isoleret til et levende byområde er undervejs, Superkilen, Mimersparken og Nørrebroparken har givet Nørrebro nye rekreative områder og med den kommende Metro ved Nørrebro Station bliver området landets tredje vigtigste trafikale knudepunkt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128