Foran fire andre prækvalificerede er Rørbæk og Møller Arkitekter ApS med underrådgivere arkitekt Esben Surnevik, Schul Landskabsarkitekter Aps og EKJ Rådgivende Ingeniører A/S blevet udpeget som vinder af totalrådgiverkontrakten om Trekroner Kirke i Roskildes nye udviklingsområde.
I første omgang klagede en af de andre prækvalificerede ellers over afgørelsen, men nu er klagen trukket tilbage og ”vejen banet for, at der kan indgås kontrakt”, oplyser Hans Henrik Linde, afdelingsleder og partner i Dines Jørgensen & Co. A/S, der er udpeget som bygherrerådgiver på projektet.
Kontrakten er på godt 30 mio. kroner, som også dækker entreprenørdelen, og teamet skal nu i gang med at skitsere og tegne kirken færdig, påpeger han.
Det sker på baggrund af et udarbejdet idéoplæg og byggeprogram fra menighedsrådets byggeudvalg, som teamet skal samarbejde med.
Det har ikke været muligt at få en kommentar og reaktion fra Rørbæk og Møller Arkitekter ApS på den vundne opgave og totalrådgiverkontrakt.
Ud over teamet med Rørbæk og Møller Arkitekter Aps i spidsen var følgende prækvalificeret:
Link Arkitektur AS (Norge) med underrådgivere Ing. Sloth Møller A/S og ÅF Infrastructure AB
C. F. Møller Danmark med underrådgivere C. F. Møller Land, Ing. Henrik Larsen og Ing. Anders Christensen
Schmidt Hammer Lassen Architects med underrådgivere LIW Planning, Ing. Balslev og Akustik Gade & Mortensen
Cornelius + Vöge ApS med underrådgivere Ing. Edudard Troelsgård, Landskab Marianne Levinsen og Jordan Akustik
