Hvad kommer først: Bæredygtighed eller pris på offentlige byggerier? Hvad er de politiske krav til byggeriet i de kommende år? Og hvordan kan man bruge uddannelse til at sikre vækst og velfærd?
Det skal et panel af fem politikere fra De Radikale, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Venstre i næste uge bruge en eftermiddag på at diskutere med NCC’s ledelse og medarbejdere.
Ud over at give medarbejderne en eftermiddag med politisk debat, så er arrangementet også en måde at række hånden ud og vise, at byggebranchen er proaktiv i samfundsdebatten, forklarer strategidirektør i NCC Martin Manthorpe.
”Byggebranchen fylder meget i samfundet. Vi udgør 15 procent af samfundsøkonomien, 30 procent af det producerede affald i samfundet kommer fra os, et mennesker tilbringer fra vugge til grav 90 procent af tiden inden døre, så vi bør fylde noget politisk. Vi ønsker derfor at stille os til rådighed for det levende demokrati og gøre byggeriet til en del af samfundsdiskussionen”, siger han.
Martin Manthorpe efterlyser, at politikerne ser byggebranchen som en af de vigtigste aktører til at løse de udfordringer, som samfundet står overfor - for eksempel på energi- og klimaområdet.
”Derfor håber jeg, at debatten planter et frø hos politikerne, så de kan se, at vi er klar til at tage ansvar for samfundets udvikling. Byggepolitik bliver ofte lokalpolitik, men det er det ikke kun. Vi skal også fylde noget på den store klinge”, siger han.
Debatten finder sted på mandag og skal desuden sætte fokus på international arbejdskraft og innovation.

