23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

SKAGEN: Frederikshavn Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et boligområde ved Guldmajsvej i Skagen til offentlig høring.

Planforslagene omfatter et ubebygget areal på cirka 6.000 kvm, som ligger på hjørnet af Cronborgvej og Guldmajsvej i det nordøstlige Skagen, og de giver mulighed for at udstykke seks byggegrunde til boliger i form af åben-lav bebyggelse.

Forslagene er fremlagt til offentlig debat frem til den 24. juli.

REGION MIDTJYLLAND

HEDENSTED: Hedensted Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for et erhvervsområde ved Reprovej i Hedensted til offentlig høring.

Forslag til lokalplan 1093 og tillæg nr. 27 til spildevandsplanen skal muliggøre en udvidelse af eksisterende erhvervsbebyggelse ved Reprovej i Hedensted.

Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske om udvidelse af en eksisterende reprovirksomhed i Hedensted. Virksomheden har planer om udvidelse af sin produktions- og lagerkapacitet og har tilkøbt et naboareal for at sikre plads til bebyggelse og anlæg til kapacitetsforøgelsen.

SILKEBORG: Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune har godkendt et forslag til lokalplan for et boligområde ved Julsøvej i Sejs-Svejbak.

Lokalplanen giver mulighed for en omdannelse fra erhverv til boligformål i form af tæt/lav boliger, når virksomheden Mascot flytter fra området.

HADSTEN: Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune indstiller nu til byrådet, at lokalplan 358 - Boliger ved Tjørnager i Hadsten vedtages endeligt.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at udstykke og bebygge 22 nye åben-lav boligparceller.

REGION SYDDANMARK

VEJEN: Udvalget for skoler og børn i Vejen Kommune indstiller nu til byrådet, at der gives en anlægsbevilling på 3,5 mio. kroner til ombygning af Askov-Malt skole inklusive udbedring af skimmelsvamp. Der er i budget 2015 afsat 3,5 mio. kroner i budget 2015 til ombygning af faglokaler på Askov-Malt skole i lokalerne til sløjd og billedkunst.

REGION SJÆLLAND

HOLBÆK: Vestsjællands Almene Boligselskab har søgt Holbæk Kommune om tilsagn om støtte til at bygge 60 almene familieboliger og 29 almene ældreboliger på Vølunden.

Der er tale om etagebyggeri som består af 60 almene familieboliger, 29 almene ældreboliger samt fællesarealer. Den samlede anskaffelsessum udgør knap 158 mio. kroner.

Økonomiudvalget i Holbæk Kommune behandler sagen i dag, hvorefter den skal for byrådet.

STENLILLE: Teknik- og Miljøudvalget i Sorø Kommune skal på sit møde i morgen tage stilling til et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg, der gør det muligt at opføre en ny dagligvarebutik ved Fredensvej i Stenlille.

Geopartner Landinspektører A/S har for Amstrup & Baggesen Entreprise A/S og i samarbejde med kommunens Fagcenter Teknik, Miljø og Drift udarbejdet forslaget til lokalplan.

Fagcenter Teknik, Miljø og Drift indstiller, at forslagene godkendes og fremlægges til høring.

REGION HOVEDSTADEN

HVIDOVRE: Teknik- og Miljøudvalget i Hvidovre Kommune har haft lokalplan 229 for Hvidovre Hospital og kollegium til behandling og indstiller nu til kommunalbestyrelsen, at den vedtages endeligt med enkelte ændringer.

Som konsekvens af Hospitals- og Psykiatriplan 2020 skal Hvidovre Hospital frem mod 2020 udvides med godt 30.000 nye kvm plus tilhørende kælder. Samtidigt ombygger og moderniserer man sengeafdelinger og ambulatorier i det eksisterende hospital. Udvidelsen af hospitalet omfatter blandt andet en fælles akutmodtagelse, et kvinde-barn-center og en ny hjerteafdeling, hvor det bliver lettere at arbejde på tværs af specialerne og sikre patienterne en sammenhængende og kvalificeret behandling.

Nyt Hospital Hvidovre har et samlet budget på 1,45 mia. kroner til nybyggeri og ombygning. Man forventer at byggeriet vil være afsluttet med udgangen af 2019. Nybyggeriet vil efter planen ’gå i jorden’ i 2016.

Et andet formål med lokalplanen er at erstatte det utidssvarende plangrundlag for Hvidovre Hospitals Kollegium med et nyt, der tager udgangspunkt i de eksisterende forhold og de indbyrdes, fysisk-funktionelle relationer mellem kollegiet og hospitalet.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171