23948sdkhjf

Stor stigning i antallet af konkurser i byggeriet

27 procent flere konkurser i årets første fem måneder sammenlignet med sidste år
Langt flere af byggeriets virksomheder har måttet lade livet i årets første fem måneder i sammenligning med i fjor som følge af konkurs.

I maj drejede 56 byggevirksomheder nøglen om som følge af konkurs. Det bringer antallet af konkurser i år op på 260 mod 205 i de første fem måneder sidste år. Det svarer til en stigning på 27 procent.

Udviklingen er overraskende for Dansk Byggeri, idet man i årets første måneder har oplevet en stigende aktivitet, flere i beskæftigelse og færre ledige.

”Vi kan ikke af tallene fra Danmarks Statistik se hvilken type virksomheder, der især bliver ramt, men vi kan have en mistanke om, at det i høj grad er de små virksomheder. Vi kan se, at det ser fornuftigt ud for de større virksomheder, som især nyder godt af offentlige investeringer og store almene boligrenoveringer, mens vi derimod mangler at få mere gang i aktiviteten hos boligejerne og dermed de mindre virksomheder”, siger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.

Flere har knækket nakken

Også Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk, der repræsenterer mange mindre håndværksvirksomheder, mener, at det er nærliggende at tro, at der er en hel del små virksomheder imellem de konkursramte.

”Vi oplever, at mange af vores medlemmer har svært ved at genkende den optimisme, som visse dele af byggeriet giver udtryk for. Vores medlemmer arbejder i høj grad for private, og det marked er der ikke meget gang i. Nogle af vores medlemmer er da desværre også knækket de seneste måneder. Vi synes udviklingen er bekymrende og følger den nøje”, siger Morten Frihagen.

Mange positive tendenser

Når Dansk Byggeri undrer sig over udviklingen skyldes det ikke mindst, at man ser en række positive tendenser i øjeblikket.

”Der er gode tal for forbrugertilliden, mange har fået omlagt lån til en lavere rente og fået flere penge mellem hænderne. Samtidig er der udsigt til en stigning i beskæftigelsen generelt, selv om det fortsat halter i byggeriet. Problemet er bare, at det ikke materialiserer sig til aktivitet i bygge- og anlægsbranchen, og dermed er den udmarvningsproces, der startede i 2008 stadig ikke overstået, så vi forventer at se en del konkurser i resten af 2015”, siger Andreas Fernstrøm.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109