23948sdkhjf

BIG skal tegne skyskraber ved Ground Zero

Arkitekterne fra Bjarke Ingels Group får en enestående prominent placering til nyt stort projekt i New York.
Den danske arkitekttegnestue skal designe Two World Trade Center ved Ground Zero i New York.

Daria Pahhota, der er talskvinde for Bjarke Ingels Group, BIG, bekræfter over for dagbladet Information, at det danske firma har fået opgaven, skriver Building Supply.

- Vi kan oplyse, at BIG er hyret som arkitekt for 2 World Trade Center for Silverstein Properties og 21st Century Fox og News Corp, siger hun.

Tegnestuen kan endnu ikke løfte sløret for, hvordan skyskraberen kommer til at se ud, men ifølge Informations oplysninger bliver designet allerede offentliggjort i næste uge. Bydelen Manhattan har siden terrorangrebet i 2001 gennemgået store forandringer, og Daria Pahhota understreger, at BIGs skyskraber vil blive en vigtig brik i den transformation,

- Vi er enormt beærede og ydmyge overfor den store opgave det er at bidrage til genopbyggelsen af World Trade Center mere end et årti efter 9/11 og være med til at transformere Downtown Manhattan til et levende miljø for kreative virksomheder og alle new yorkere, siger hun til Information.

Sammen med One World Trade Center og Three World Trade Center erstatter BIGs bygning tvillingetårnene, der styrtede sammen fra næsten 14 år siden.

Tegnestuen skal samarbejde med både bygherre og den store amerikanske medievirksomhed 21st Century Fox, der i følge Bloomberg Business har annonceret, at de flytter deres hovedkvarter ind i skyskraberen, når den står færdig.

International succes
Den danske tegnestue overtager opgaven med at designe 2 World Trade Center efter den britiske arkitekt-tegnestue Foster and Partners. Fosters design var en 387 meter høj skyskraber bestående af fire forbundne blokke med et skråt tag, der derved skaber fire rude-formede glasflader.

Det amerikanske medie Wall Street Journal skriver, at designet var rettet mod finans-virksomheder, mens Bjarke Ingels’ design altså skulle være rettet mere mod kreative virksomheder med eksempelvis nyhedsstudier, redaktionslokaler og hvad dertil hører.

Two World Trade Center bliver det seneste af flere projekter, som BIG har vundet i USA. For nyligt vandt tegnestuen konkurrencen om et nyt design af det amerikanske nationalmuseum i Washington DC, mens tegnestuen blandt andet også har lavet en særpræget trekantet bygning til beboelse på Manhattan i New York.

Administrerende direktør i Arkitektforeningen, Jesper Pagh, påpeger, at BIGs succes er et afgørende eksempel på, at dansk arkitektur kan slå igennem på den helt store internationale scene:

- Det er kulminationen på 15 års målrettet indsats, hvor tegnestuerne og branchens institutioner har arbejdet decideret mod internationale gennembrud, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126