Der er god grund til at ønske sig stor i den danske bygge- og anlægsbranche, for det er de store virksomheder, der har de fyldte ordrebøger.
Det er ikke en nyhed, men understreges nu af en frisk analyse fra Dansk Byggeri. Så tesen om, at det går så godt i byggesektoren, at der ikke er grund til at bekymre sig, bør være manet til jorden. Og det af flere årsager. Det er nemlig en udvikling, som ikke er sundt for landet. Det duer ikke, at vi får landet delt op i små og til dels mellemstore virksomheder på den ene side, som ikke har arbejde nok, og så de store som tilsyneladende løber med ordrerne. Konkurrence skal være fair, og derfor er det også på tide, at konkurrencereglerne indrettes, så også mindre virksomheder kan få en bid af kagen. Der skal være reel konkurrence hele vejen rundt, og det skal ikke kun være mastodonterne der tørner sammen ved licitationsbordet. De mindre skal også kunne være med.
Dertil er det også en farlig udvikling, at vi bliver delt op geografisk, hvor de større virksomheder samler sig i byerne og de mindre forbliver mindre og bliver stavnsbundet i provinsen, og den voksende forskel gør det stadig sværere at vokse sig stor og blande sig med de store.
For de mindre virksomheder drejer det sig nu mere end nogensinde om at finde passende samarbejdspartnere for at komme med i spillet om ordrerne. Det drejer sig om at finde både volumen og kompetencer som kan supplere dem man selv har. Dermed kan man skabe en helhed som så kan gøre sig gældende. Der behøver ikke være tale om opkøb af andre virksomheder. Et simpelt, men velfungerende samarbejde kan ofte gøre det.