23948sdkhjf

Byggenyt

REGION HOVEDSTADEN

BALLERUP: Ballerup Kommune har afsat penge til en sammenbygning af Børnehuset Kirstinevang på Rugvænget i Ballerup i budgettet for i år. I et samarbejde mellem Almenbo og Ballerup Kommune skal der udarbejdes et skitseprojekt for sammenbygningen af de eksisterende bygninger, således at de udgør en samlet bygning. Skitseprojektet forventes forelagt til politisk behandling i efteråret 2015.

Børnehuset rummer i dag vuggestue og børnehave. Med sammenbygningen gives der mulighed for også at huse dagplejens legestue. Sammenbygningen indebærer en forøgelse af bygningsarealet på minimum 160 kvm.

Ballerup Kommunalbestyrelse havde sagen til behandling på sit seneste byrådsmøde, hvor det blev besluttet at stille garanti for boligselskabets udgifter til skitseprojektering.

Garantisummen til skitseprojektering udgør 0,5 mio. kroner og er en del af det samlede deponeringsbeløb på fem mio. kroner.

Daginstitutionen Børnehuset Kirstinevangs bygninger ejes af Boligselskabet Kirstinevang, som administreres af Almenbo, og Ballerup Kommune er lejer. Almenbo er bygherre på byggesagen.

SKOVLUNDE: Ballerup Kommunalbestyrelse har givet en anlægsbevilling på to mio. kroner til udarbejdelse af forprojekt for en ny daginstitution på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde.

Der er i aftale om budget 2015 afsat en samlet anlægsramme på i alt 40 mio. kroner i 2015-2017 til den nye daginstitution, som ifølge planerne skal være klar til brug den 1. august 2017.

REGION SJÆLLAND

SLAGELSE: Slagelse Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 1130, der gør det muligt at opføre en ny og større dagligvarebutik på hjørnet af Ndr. Ringgade og Valbyvej endeligt. Den kommende dagligvarebutik kan bliver 1.300 kvm stor.

HØNG: Kalundborg Kommunalbestyrelse har godkendt et forslag til lokalplan nr. 560 - Udvidelse af Høng Varmeværk.

Der har tidligere været en dialog med varmeværket for at etablere en større udvidelse til brug for et større solvarmeanlæg. Denne proces blev aflyst på ansøgers foranledning.

Udover, at udvidelsen skal sikre en større kapacitet af anlægget, omfatter udvidelsen også etableringen af et askelager, der vil reducere lastbiltrafikken til og fra varmeværket, da asken ikke løbende skal afhentes. I stedet vil asken blive opsamlet i askelageret, der vil blive tømt cirka en gang om året. Det forventes, at askelageret bliver etableret i 2015, hvorimod den ekstra akkumuleringstank vil blive etableret, når der vurderes at være et behov for den.

RINGSTED: Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune har vedtaget Lokalplan 278 - Margrethegården og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.

Lokalplanforslagets formål er at åbne mulighed for, at der kan etableres tæt-lav boliger og etageboliger i op til fire etager. Dog må boliger mod Dronning Margrethesvej højest opføres i tre etager med udnyttet tagetage. Lokalplanen giver mulighed for renovering af dele af de eksisterende boligblokke, samt opførelse af nyt fælleshus og tre nye blokke parallelt med Dronning Margrethesvej.

RINGSTED: Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune anbefaler, at kommunen igangsætter en analyse om fremtidens idrætsfaciliteter.

I de seneste år er der arbejdet med udviklingen af Ringsted Sportscenter og senest er der etableret nyt Gymnastikhus i 2013. Som grundlag for arbejdet med udviklingen af Ringsted Sportscenter er der udarbejdet en helhedsplan for området, og Ringsted Kommune har samlet set 30 mio. kroner i årene 2017 og 2018 til realiseringen af de næste faser af helhedsplanen. Administrationen har indhentet tilbud på en analyse af kommunens faciliteter fra Idan, Idrættens Analyseinstitut.

Analysen vil kunne gennemføres i tidsrummet fra august i år til april næste år.

REGION MIDTJYLLAND

HERNING: Herning Byråd har godkendt byggeprogrammet for tilbygning og optimering af Herningsholmskolen.

Byggeprogrammet beskriver et byggeri med seks lokaler i det nye indskolingshus sammen med et fællesareal/eksperimentarium. Bygningen skal placeres, så både idrætshallen og den nye bygning kan udvides, hvis der opstår behov for det. I byggeprogrammet angives hovedtidsplanen.

Byggeriet opdeles i to faser, hvor indskolingshuset bygges i første fase. Indskolingshuset skal stå færdig i sommeren 2016. I anden fase foretages optimeringen af den eksisterende bygning samt etablering af faglokale til håndværk og design.

REGION NORDJYLLAND

VORUPØR: Thisted Kommunalbestyrelse har godkendt et projektforslag for etablering af ny halmkedel ved Vorupør Kraftvarmeværk. Samtidig har kommunalbestyrelse sagt ja til at dispenseret fra lokalplan 15-22, hvilket er nødvendigt, hvis forslaget skal realiseres.

Forligskredsen bag energiaftale 2012 har i 2014 besluttet, at de 50 dyreste kraftvarme-værker i Danmark kan foretage frit brændselsvalg, så de uden krav om positiv samfunds-økonomi kan installere et biomassefyret anlæg op til 1 MW. Vorupør Kraftvarmeværk er et af disse værker. På baggrund heraf ønsker Vorupør Kraftvarmeværk at etablere et halm-kedelanlæg på én MW indfyret som supplement til den nuværende naturgasbaserede varmeproduktion.

Lokalplan 15-22 er gældende for erhvervsområdet ved Toosholmvej, hvor kraftvarme-værket ligger. Projektet vil medføre etablering af en cirka 1000 kvm stor lagerhal til opbevaring af halm, hvori det nye kedelanlæg også vil blive placeret. Der ønskes etableret en intern kørevej indenfor området i lokalplanens område, der er udlagt til beplantningsbælte. Dette kræver en dispensation fra lokalplanen.

MOU: Aalborg Kommune har modtaget henvendelse om etablering af et halmfyringsanlæg syd for Mou, som skal levere varme til Mou Kraftvarmeværk. Området er ikke udlagt til tekniske anlæg i kommuneplanen, og opførelse af anlægget forudsætter derfor, at der godkendes et tillæg til kommuneplanen samt en lokalplan.

Aalborg Kommune gennemfører i første omgang - og frem til 1. juli - en fordebat, og til efteråret tages der fat på udarbejdelse af planforslag.





Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.969