Den samlede lønmodtagerbeskæftigelse - både den offentlige og private sektor - er i perioden fjerde kvartal 2011 til fjerde kvartal 2014 steget med 29.000 personer, men hele stigningen - og mere til - er gået til udenlandske statsborgere.
Der er således kommet 35.500 flere udenlandske statsborgere i job i den tre-årige periode, mens antallet af danske statsborgere i job er faldet med 6.500. Det skriver Dansk Arbejdsforenings nyhedsbrev Agenda.
Den store stigning i antallet af udenlandske lønmodtagere betyder, at gruppen i fjerde kvartal 2014 udgør over syv procent af den samlede lønmodtagerbeskæftigelse. Stigningen i den samlede lønmodtagerbeskæftigelse er sket i den private sektor, hvor over 41.000 flere er kommet i job, mens der i samme periode er 12.000 færre beskæftigede i den offentlige sektor.