Det ses i stigende grad, at entreprenørerne involveres på et tidligere tidspunkt i projekterne. Det er en udvikling vi har set gennem nogle år, og det indebærer nogle fordele. Byggeprojekterne bliver mindre fragmenterede, og det er langt hen ad vejen de samme mennesker, der har med hele projekterings- og byggefasen at gøre. Det betyder en bedre planlægning, og en bedre eksekvering af byggeriet.
Når teknikentreprenørerne nu kan øjne den samme tendens, nemlig at de oftere selv bliver sat til at projektere det byggeri, de selv skal gennemføre, så er det en parallel udvikling.
Det kan have den konsekvens, at der er færre bydende på et projekt, som så af den grund måske kan ende med at blive dyrere, qua mindre konkurrence.
Men spørgsmålet er nok, hvordan man regner, for tager man en helhedsøkonomisk vurdering af et byggeri, og ser det i et perspektiv, så kan det vel ende med at blive billigere i sidste ende.
Øget og tidligere involvering betyder dog alt andet lige, at der stilles større krav til de bydende virksomheder, som skal have den nødvendige kompetence. Det koster, og derfor vil virksomheden givetvis også satse på at være mere sikker på at få projektet, end hvis det var ude i traditionel konkurrence. Samtidig er der også et øget rådgiveransvar for virksomheden at medregne. Omvendt er det ofte nemmere at gennemføre et projekt, man selv har lavet beregninger og projektering på.
Vil vil nok se en videre udvikling af disse koncepter i de kommende år, hvor også byggevareleverandører vil komme til at spille en større rolle på rådgiversiden.