Vejdirektoratet har indgået aftale med de to rådgivningsfirmaer Rambøll og Cowi på opgaven med at planlægge og projektere en kommende Nordhavnstunnel under Svanemøllebugten.
Rambøll er valgt som hovedrådgiver, mens Cowi skal stå for rådgivningen i forbindelse med miljøundersøgelserne til tunnelen. Med valget af rådgivere kan Vejdirektoratet nu sætte gang i VVM-undersøgelserne, der skal danne grundlaget for en beslutning om tunnelens forløb under Svanemøllebugten og forbindelsen til Nordhavnskvarteret. Desuden undersøges miljøforhold og mulige løsninger i anlægsfasen, herunder en etapevis udbygning.