Skatteminister Benny Engelbrecht (S) vil i fremtiden have overblik over effekten af den kontrol af byggearbejde, som Skat kan gennemføre på privat grund.
Den borgerlige opposition kritiserer skarpt Skats mulighed for at kunne gå ind i folks private haver for at undersøge muligt sort arbejde eller social dumping, og den tidligere justitsminister Brian Mikkelsen (K) lover, at tilladelsen til Skat fjernes ”fra dag ét”, hvis der kommer et andet flertal efter et folketingsvalg.
”Jeg er helt åben for at diskutere relevansen af Skats værktøjer. Men når vi gør det, skal vi gøre det på et oplyst grundlag. Derfor har jeg bedt Skat om fremover at opgøre antallet af bødesager som følge af kontrollen på privat grund”, siger skatteminister Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse.
Tidligere på året oplyste Skatteministeriet i et svar til Folketingets Skatteudvalg, at der siden Skat fik de nye muligheder i 2012 har været 747 tilfælde af kontrol på privat grund. Af samme svar fremgik, at man ikke kender omfanget af overtrædelse af skatte- og afgiftslovene som følge af kontrollerne.
Kontrol af virksomheden
Skatteministeriet oplyser, at Skat kun gennemfører kontrol på privat grund, hvis der på grunden foregår synligt udendørsarbejde af professionel karakter. Desuden må Skat kun gå ind på grunden, men ikke ind i den private bolig.
Skatteministeren understreger, at Skats kontrol er rettet mod den virksomhed, der udfører arbejdet, og virksomhedens ansatte - og ikke mod grundejeren.
”Som debatten har været, er det jo nærmest blevet fremstillet som om, Skat bare braser ind i folks hjem. Og sådan er det ikke. Vi kontrollerer virksomhederne. Det handler om at bekæmpe sort arbejde og social dumping”, siger Benny Engelbrecht.