Byggenyt
HERLEV: Herlev Kommunalbestyrelse har bevilget et lån på seks mio. kroner til HI Fitness.
Kommunalbestyrelsen besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budget 2015, at HI Fitness kunne låne til udvidelse af arealerne til HI Fitness. Forvaltningen foreslår sammen med HI Fitness, at arealet udvides ved at anvende de uudnyttede arealer på førstesalen i Hjortespringbadet, hvor der ikke længere drives café samt ved inddragelse af det nuværende terrasseareal.
Ombygningen gennemføres i 2015 og afsluttes i februar 2016.
ALLERØD: Teknik- og Planudvalget i Allerød Kommune har vedtaget Lokalplan nr. 2-313 Boligområde ved Lyngsvinget og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt og indstiller til byrådet at gøre det samme.
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for, at de kommunale børneinstitutioner ved Lyngsvinget 4, 6 og 10 kan nedrives og arealet udstykkes til 11 parceller beliggende omkring en fælles grønning. Den fælles grønning skal friholdes for bebyggelse. Ungdomsboligerne ved Lyngsvinget 2 bliver bevaret i lokalplanen, dog med en eventuel senere udstykningsmulighed til boligbebyggelse.
Bebyggelserne må opføres i én etage med udnyttet tagetage med en maksimal højde på 8,5 meter.
REGION SJÆLLAND
NÆSTVED: Om ganske få år har Næstved en Campus. Det er VUC Storstrøm, der bygger som de første, mens Erhvervsakademi Sjælland og University College Sjælland følger byggeplanerne tæt og overvejer egne muligheder, skriver Næstved Kommune på sin hjemmeside.
Når VUC Storstrøm går i gang nu, skyldes det, at skolen vokser og ønsker at udvikle sig. Går alt som planlagt, begynder byggeriet før sommerferien 2016.
VUC Storstrøm går nu i gang med de forberedende tiltag, for eksempel skal bygherrerådgiverydelsen sendes i udbud.
REGION MIDTJYLLAND
RANDERS: Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune har Lokalplan nr. 611 Kongens Ege og Skovbakken på dagsordenen, når udvalget holder møde i morgen, hvor den er indstillet til endelig vedtagelse.
Lokalplanforslaget giver mulighed for ændret anvendelse af det tidligere hotel Kongens Ege til boliger og mulighed for etablering af yderligere henholdsvis en og to etager på de eksisterende hotelbygninger. Lokalplanen udlægger desuden et areal til vejudvidelse ved rundkørslen på Udbyhøjvej
Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra privat developer.
HASLUND: Randers Kommune er på vej med en ny lokalplan for et nyt boligområde med op til 80 boliger mellem Hammelvej, Lerbakken og Møllevangsvej i landsbyen Haslund.
Lokalplanen er udarbejdet efter ønske fra privat projektudvikler, og den tager udgangspunkt i det konkrete projekt, der er tilpasset stedets fysiske forhold og terræn.
Lokalplanen omfatter et areal mellem Hammelvej, Lerbakken og Møllevangsvej i landsbyen Haslund. Området er på cirka 4,5 hektar, der i dag anvendes til landbrug og fremstår ubebygget. Området kan med lokalplanen anvendes til boliger i form af tæt-lav og åben-lav boligbebyggelse samt grønne fællesarealer og et fælleshus. Der kan maksimalt opføres 80 boliger i området.
Forvaltningen indstiller, at lokalplanen vedtages endeligt. Miljø -og teknikudvalget skal tage stilling til indstillingen på sit møde i morgen den 21. maj.
AARHUS: Aarhus Byråd skal på sit møde i dag 20. maj tage stilling til, om der skal gives en anlægstillægsbevilling på 44,4 mio. kroner til den allerede frigivne projekteringsbevilling til etablering af fremtidssikret byggeri på Langenæs, herunder etablering af personalefaciliteter.
Tilbage i marts 2011 blev det besluttet at etablere indskolingsafsnit og 0-6 års afdeling på Langenæs og at modernisere Læssøesgades Skole teknisk og pædagogisk. Her blev der frigivet en projekteringsbevilling på 2,7 mio. kroner i 2015 priser. Blandt andet som følge af arbejdet med ny skolestruktur har projektet været stillet i bero og det følges nu op af en anlægsbevilling til realisering af et ændret og tilpasset byggeri på Langenæs samt en mindre ombygning af Læssøesgades Skole.
Projektet omfatter opførelsen af dagtilbuds- og indskolings- og fritidsmiljø, med tilhørende faglokaler og personalefaciliteter i sammenhæng med Langenæsstiens dagtilbud.
Samtidig bygges der på Læssøesgades Skole om til et samlet skole og fritidsmiljø for mellemtrinnet og udskolingen i sammenhæng med klub- og skatermiljø.
Det foreslåede projekt holdes indenfor budgetrammen på 52,2 mio. kroner, som der oprindeligt er afsat til projektet.
AARHUS: Aarhus Kommune er blevet bedt om at give tilladelse til at opføre en ny bebyggelse i fem etager med altaner og tagterrasse med i alt 28 boliger og en dagligvarebutik i stueetagen på Vesterbro Torv 1A. Det ansøgte projekt kræver dispensation til etablering af kun 38 parkeringspladser på terræn i gården med overdækning til ophold i stedet for lokalplanens forudsatte 80 parkeringspladser i kælder med ophold ovenpå på terræn.
Det indstilles til Aarhus Byråds møde i dag, at byrådet bemyndiger Teknik og Miljø til at meddele de fornødne tilladelser til byggeriet.
REGION NORDJYLLAND
AALBORG: Efter Aalborg Byråds godkendelse er Himmerland Boligforening nu klar til at opføre sit foreløbig tredje ungdomsboligbyggeri på havnefronten i Aalborg - et hus, der kommer til at bære navnet Nyhavn, skriver Himmerland Boligforening på sin hjemmeside. Første spadestik tages ifølge planerne den 3. juni.
Der er tale om et byggeri i 11 etager, der foruden 68 almene ungdomsboliger skal rumme en stueetage med kontorlokaler og et fælles vaskeri, en kælder med cykelparkering og en fælles tagterrasse. Det placeres på en hjørnegrund ved krydset mellem Rendsburggade og Nyhavnsgade og får et samlet boligareal på 3.400 kvm.
Nyhavn opføres som et betonhus beklædt med aluminiumsplader og karnapper i zink.
KPF Arkitekter har tegnet byggeriet, som ventes at stå klart til indflytning i august 2016.