23948sdkhjf

Byggeriet holder fast i Boligjobordningen

Ny analyse dumper Boligjobordningen, men byggeriets organisationer holder fast i ordningens betydning og effekter
Boligjobordningen har ikke haft de store indvirkninger på arbejdsudbuddet og sort arbejde.

Sådan lyder det i en analyse fra konsulentfirmaet Damvad, der på Skatteministeriets foranledning og forespørgsel har set på ordningens effekter.

”Analysen bekræfter mig i, at regeringen så rigtigt, da vi ikke forlængede ordningen. Den styrker tilsyneladende ikke arbejdsudbuddet og har kun begrænset effekt på sort arbejde. Og der er ingen konjunkturpolitiske begrundelser for at genindføre ordningen,” siger skatteminister Benny Engelbrecht (S) om arbejdet.

Resultaterne er ikke overraskende, mener Håndværksrådet, der understreger, at der er behov for et større fradrag, hvis man for alvor vil se effekterne af ordningen. En pointe, som analysen også selv er inde på i forbindelse med arbejdsudbuddet, påpeges det.

”Hvis man havde hævet beløbet, så ville man have set effekterne”, siger Frank Korsholm, afdelingschef i Håndværksrådet, der i den forbindelse fremhæver udformningen i Sverige, hvor fradraget er højere, og hvor man har gode erfaringer med effekterne.

Håndværksrådet holder derfor fast i behovet og opfordrer til, at niveauet hæves, og ordningen gøres permanent.

Bestillingsarbejde på tale

Hos Dansk Byggeri kalder man det problematisk, at Skatteministeriet bruger skatteborgernes penge på at finansiere en konsulentrapport, der understøtter regeringens politik.

”Lad os sige det, som det er, vi ser det som et bestillingsarbejde”, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri og understreger, at man ikke kan reducere ordningen til et midlertidigt konjunkturtiltag men fremhæver, at den har generelle strukturelle effekter.

På samme måde som Håndværksrådet peger han på, at ordningen ville have haft større effekter, hvis fradragsloftet var hævet.

”Boligjobordningen ville have større effekt, hvis man tilnærmede sig den svenske ordning”, siger han.

Derfor opfordrer Dansk Byggeri også fortsat til en genindførsel i permanent udgave, hvor niveauet helst er hævet, lyder det.

Rapportens hovedkonklusioner
- Ordningen medførte større beskæftigelse i bygge- og anlægssektoren blandt andet i kraft af fremrykning af aktiviteter. Det understøttede økonomien i en periode med svag efterspørgsel. Der er imidlertid ikke længere konjunkturpolitiske argumenter for ordningen.

- Der er ikke fundet nogen signifikant effekt på arbejdsudbuddet. Ni ud af 10 deltagere i Damvads spørgeskemaundersøgelse svarer for eksempel, at de ikke har øget deres arbejde uden for hjemmet som følge af BoligJobordningen, mens kun tre procent svarer, at de arbejder mere uden for hjemmet, og meget tæt på 0 procent svarer, at de arbejder mindre. Resten svarer ’ved ikke’. Ifølge evalueringen er der fire primære årsager til det. Det gælder, at gevinsten er begrænset, loftet er for lavt, ydelserne ikke er målrettede, og at ordningen har været midlertidig.

- Effekten på sort arbejde er begrænset. Beregningerne i analysen viser, at i fraværet af BoligJobordningen ville 69 procent af aktiviteterne være blevet udført hvidt alligevel. Fem procent ville være blevet gennemført sort, mens 14 procent ville være blevet gennemført som gør-det-selv-arbejde.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203