Anlægsnyt
HVIDOVRE: Hvidovre Kommunalbestyrelse har sagt god for, at uforbrugt rådighedsbeløb på 193.113 kroner overføres fra 2014 til 2015 til brug for etablering af en kunststofbane ved Risbjergskolen.
REGION SJÆLLAND
ORØ: Holbæk Kommune har den 6. maj vedtaget Lokalplan 4.14 Havnefaciliteter på Orø Havn med tilhørende kommuneplantillæg.
Kommuneplantillægget og lokalplanen åbner mulighed for at opføre en velfærdsbygning på Orø Havn. Bygningen kan blandt andet indeholde havnekontor, vaskeri, gæsterum og badefaciliteter med mere.
Enhver med retlig interesse i sagens udfald kan klage over formelle mangler i afgørelsen om endelig vedtagelse af planerne – de såkaldt retlige spørgsmål. Klager skal være Holbæk Kommune i hænde senest fire uger fra datoen for planens offentliggørelse.
NÆSTVED: Dyssegaardsparkens Kraftvarmeværk ønsker at etablere nye fjernvarmeledninger i Dyssegaardsparken i Næstved, og Næstved Kommune har vurderet, at det ikke vil give miljøproblemer.
Kommunen har meddeltgodkendelse til projektet. Alle med retlig interesse kan indtil den 2. juni klage over afgørelsen.
ROSKILDE: Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune har sagt god for at der udarbejdes forslag til lokalplan 629 for erhvervsområde i Gadstruperhvervspark, Finérvej.
Kommunen har fået en henvendelse fra en større transportvirksomhed, som ønsker at etablere sig i Gadstrup Erhvervspark. Den eksisterende lokalplan tillader ikke de bygningsvolumen og den bygningshøjde, virksomheden har brug for, og derfor er der brug for ny lokalplan og kommuneplantillæg.
Virksomheden forventes at give en øget trafikal belastning på 200 lastbiler og 150 personbiler dagligt. Forvaltningen vurderer, at det vil medføre et behov for ombygning af krydset Egegårdsvej / Salløvvej.
En nærmere analyse af de trafikale forhold herunder muligheden for at køre med modulvogntog til virksomheden vil indgå i arbejdet med lokalplanforslaget.
Udgifter til en eventuel ombygning af krydset Egegårdsvej/Salløvvej forventes at udgøre mellem to og tre mio. kroner.
Beløbet er ikke afsat i budgettet, men vil indgå i den politiske prioritering i forbindelse med Strategisk Anlægsplan. Hvis der skal ske ombygning til modulvogntog, vil det ske for ansøgers regning.
REGION SYDDANMARK
SØNDERJYLLAND: Vadehavet skal gøres mere tilgængeligt, og før juni skal 12 punkter langs kysten forsynes med strøm, kajak-ramper, grillplads og andre godbidder til de vej- og havfarende.
Nationalparken Vadehavet, som varetager området, satser på friluftsfolket med bord-bænke-sæt til madpakken, flydebroer til kajakken og skabe med el til opladning af mobiler på farten.
Udover at appellere til havkajak-folket med ramper og fortøjningspæle, håber nationalparken også at faciliteter som grillsteder, toiletter, el og vand vil trække cykelturister, vandrere og picnic-elskere til.
Projektet skal finansieres af puljekroner, som Nationalparken har lovning på, men kun får, hvis projektet står færdigt til juni.
Nationalpark Vadehavet har hyret Niras som projektleder på projektet, fremgår det af Niras’ hjemmeside.
REGION MIDTJYLLAND
SAMSØ: Udvalget for teknik og miljø i Samsø Kommune skal på sit møde den 13. maj tage stilling til en anmodning om frigivelse af anlægsbevillinger til renoveringer og tilpasninger af de kommunale havne.
Samsø Kommunale havne planlægger at gennemføre en række mindre projekter på havnene og beder om frigivelse af 360.000 kroner hertil.
Pengene skal bruges til moleudbedring på vestmolen, hvilket ventes at lægge beslag på 50.000 kroner, og renovering af tag på havnekontoret i Ballen Lystbådehavn, hvor der skal bruges 40.000 kroner. Samme sted skal der bruges 250.000 kroner til plankeværk langs sydmolen og lysarmaturer på havnen. Endelig skal molen i Mårup Lystbådehavn udbedres for 20.000 kroner.
REGION NORDJYLLAND
HOBRO: Mariagerfjord Byråd besluttede sidste år at flytte genbrugspladsen i Hobro til erhvervsområdet ved Humlemarken.
Der er nu udarbejdet et skitseprojekt samt et overslag over de forventede omkostninger, og Udvalget for Teknik og Miljø skal på sit møde på mandag tage stilling til frigivelse af en anlægsramme til projektet.
Direktøren indstiller, at sagen oversendes til Byrådet med indstilling om, at der frigives en anlægsramme på 21,8 mio. kroner, og at der optages lån til formålet,
Genbrugspladsen etableres efter samme koncept, som pladserne i Als og Arden, men under hensyntagen til det langt større besøgstal, hvilket også vil resultere i større anlægsudgifter til pladsen i Hobro.
Det forventes, at entreprisen kan udbydes inden sommerferien, og at arbejdet kan igangsættes i løbet af august måned 2015.
På genbrugspladsen påtænkes derfor etableret en bygning på cirka 450 kvm med kontor, værksted og lagerfaciliteter, som vil blive benyttet i forbindelse med genbrugspladsens aktiviteter. Økonomien i forbindelse med etablering af bygningen vil blive fremlagt på en selvstændig dagsorden.